Bliv en mere cool skiløber

Undgå at slå andre ned med dine ski eller blive fældet af en lift - få gode råd til at hæve din 'street credit' på skiferien

Med få kneb kan du blive en mindre pinlig skiløber. (© Henrik Elstrup)

Måske har du oplevet, at dine børn ikke vil kendes ved dig, når I er ude blandt andre skiløbere på ferien. Eller måske er dine blå mærker på ballerne intet at regne mod flovheden over at være skvattet i skistøvlerne midt i menneskemængden.

Fortvivl ej! Med nogle få kneb kan du lære at slalomme uden om de mest pinagtige ski-øjeblikke.

Lev Nu's motionsekspert og ski-entusiast, Marina Aagaard, kommer dig til undsætning med ti gode råd til at opgradere din stil og minimere risikoen for pinlige uheld og negativ opmærksomhed.

På ski med stil

  • 1. Gå forsigtigt i skistøvlerne. Man har ikke helt samme kontrol over sin gang, og der er tit sjap eller pletter med is, som man kan falde i. Vær ikke bange for at blive til grin, gå forsigtigt og hold fast i gelændere. Den, der ler sidst, ler bedst (og det er for ærgerligt at blive skadet før man skal på ski).

  • 2. Undgå slag med ski. Hold under transport skiene lodret, når du går blandt andre på pladsen ved liftstationerne eller er på vej op ad trapper eller rullende trapper. eller venter i liftkøen. Alt for tit sker det, at uvante skiturister basker til andre med deres ski.

  • 3. Stik ikke med stave. Hold stavene relativt tæt ved kroppen, både under skiløb og transport. Undgå at flagre med armene, så skistavene flyver ud til siden og måske rammer andre i hovedet eller andre steder. Staven kan også blive fanget af noget, så man selv ramler omkuld!

  • 4. Hold øje i liftkøen og hold i dine ski samlede og parallelle, centreret i sporet. Pas på de andres ski; tramper man op på helt nye hundedyre ski, bliver ejermanden mellemfornøjet - og du risikerer, at I begge vælter.

  • 5. Hold dig klar i stoleliftkøen: Bøj benene og spænd op i maven, når du glider ned ad transportbånd og hen til stoleliften. Bonustip: Tjek hvor hurtigt stoleliften kommer mod dine ben og tag evt. fra med hånden.

  • 6. Pas på andres ski i stoleliften – og snowboardere med deres boards på tværs. Hold rigtigt godt fast på dine skistave, vanter og lignende, mens du sidder i stole- og T-lifter (og lad være med at tage mobiltelefonen frem, hvis du vil passe på den). Sneen under lifterne er sort af tabte genstande, som ikke nødvendigvis kan genfindes!

  • 7. Sæt dig yderst i stoleliften, så du lettest kan komme ind og ud uden at være mellem andre skiløbere. Sørg ved afstigning for at trække ud til siden væk fra de andre.

  • 8. Vær beredt. Vær opmærksom og parat ikke bare på pisterne. Der er tit pres på ved liftstationerne og her gælder det om at have sit kort klar, komme hurtigt igennem sluser og bevæge sig, når der bliver plads eller kommer en lift. Så slipper man for at høre utålmodig trampen bag sig.

  • 9. Skynd dig væk fra lift ved afstigning fra tallerken-, T- og stolelift; stå ikke i vejen for andre, som har brug for at komme sikkert af. Undgå at du selv og andre bliver revet omkuld.

  • 10. Nyd din skiferie 100 %. Alt, selv små kiks, er oplevelser, som hører med til skituren, og selvom man dummer sig lidt eller sætter sig på halen, lander man for det meste blødt. I øvrigt har skiløbere mere travlt med at stå på ski end at grine af andre.

  • Bonusinformation: Det kan jo ske, at man kommer til at vælte, og det kan resultere i, at skiene kører af sted på egen hånd – hvis bindingerne er indstillet rigtigt. Så er det rart at vide, at der er en uhyre hjælpsom indstilling hos de fleste skiløbere, så man i ro mag kan blive liggende, mens andre hjælper med at hente ens stave og ski og endda hjælpe en op.