Brevkasse: Kan jeg løbe med et kunstigt knæ?

Hvad er sandsynligheden for, at man kan løbe normalt igen efter at have fået kunstigt knæ? spørger en bruger.

(© Colourbox)

"Jeg er 54 år og begyndte at løbe for 4 år siden. Har gennemført halvmarathon og løber flere gange om ugen 4-5 km, og nyder det, særlig velværen bagefter :) Mit problem er at jeg har fået konstateret slidgigt i højre knæ, men har ikke været generet synderligt af det før nu.

Mit knæ er lidt hævet, og det gør ondt, når jeg løber. Jeg ved godt, at situationen er uholdbar i længden, så mit spørgsmål er: Hvad er sandsynligheden for, at man kan løbe normalt igen, efter en evt. knæoperation, der højst sandsynlig indebærer kunstigt knæ?"

Man venter længst muligt med knæ-operation

Slidgigt i knæet (knæartrose) er ret almindeligt. Efterhånden som vi bliver ældre, opstår der større eller mindre forandringer i brusken, knoglerne og de øvrige strukturer i knæet. Hvor slidt knæet bliver, afhænger af hvad kroppen har været udsat for i hverdag og idræt.

Slidgigt kan give smerter og hævelser, men det varierer meget. Desværre går slidgigt ikke over, men der kan gå årtier før sygdommen eventuelt kræver kirurgisk behandling. Medicin kan ikke kurere, men lindre smerterne eller give kortvarige forbedringer. Det er normalt kun i svære tilfælde og så sent som muligt, efter at det har vist sig at træning eller medicin ikke giver resultater, at det er nødvendigt med knæoperation.

Laaaang genoptræning

Genoptræningstiden er fra 3-12 måneder med lette styrke- og bevægelighedsøvelser. Herefter kan man dyrke moderate aktiviteter som fx styrketræning (uden gentagne tunge, dybe løft), cykling, svømning, motionstennis, golf eller gang og stavgang i fladt terræn.

Knæet bør ikke presses til fuld bøjning som fx hugsiddende eller kravleøvelser. Hospitalerne fraråder generelt løb, hop og idrætsaktivitet med stor benbelastning. Der er dog eksempler på, at personer med knæproteser har trænet sig op til at løbe igen, men det kræver tålmodighed.

Træning og vægttab anbefales

Eftersom vægttab (bare få ekstra kilo er en ekstra belastning for knæene), hvis nødvendigt, og fysisk træning, især styrketræning, kan gøre en stor positiv forskel, er det altid det første skridt.

Styrketræning med de rigtige øvelser er afgørende. Ved at styrke musklerne og stabilisere knæet kan man både forbedre sit løb og sikre, at slidgigten holdes i ave.

Det anbefales at dyrke styrketræning 2-3 gange om ugen med 5-8 øvelser, 8-12 gentagelser af hver og 1-3 sæt (serier). Det behøver ikke at tage særlig lang tid, og du kan gå, cykle eller løbe hen til træningsstedet som opvarmning. Få en fysioterapeut til at vise dig et godt program.

Facebook
Twitter