BREVKASSE Ny træningsform gør dig smidig som en danser

Træningsformen, Reformer, har fundet vej til de danske fitnesscentre. Den skulle give slanke og smidige muskler - men hvad er hemmeligheden bag netop denne træningsform?

Man kan træne sin smidighed på mange måder. Træningsformen, Reformer, skulle især være populær blandt dansere. (© COLOURBOX)

Spørgsmål til brevkassen:

I mit lokale fitnesscenter har man introduceret en ny træningsform: Reformer!

Det ser dramatisk ud med store træningsstationer, hvor man skal balancere rundt på – men folk, der kender til det, fortæller mig, at det skulle være så godt.

Men hvad er pointen med den form for træning? Og hvem har især glæde af den?

Svar fra Marina Aagaard:

Reformer træning er egentlig et navn for Pilates i en speciel træningsmaskine, som blev udviklet af Pilates og er derfor egentlig ikke en ny træningsform, men en gammel en af slagsen.

Grunden til, at Reformertræning ikke har været så udbredt i fitnesscentrene, er nok til dels, at udstyret er dyrt og specielt - og kræver en særlig uddannelse.

I de senere år er der blevet udviklet nye modeller, men de foregår stadig efter det originale koncept.

Og fra primært at være et redskab til individuel træning er der nu – i kølvandet på Pilates' store udbredelse gennem mange år – kommet mange steder, hvor man kan dyrke det som holdtræning.

Fokus på krop og vejrtrækning

Træningsformen Pilates blev oprindeligt udformet af tyskeren Joseph Hubertus Pilates (1880-1967). Hans form for helsegymnastik er baseret på egne erfaringer og inspiration fra yoga, dans, gymnastik og bodybuilding.

Træningen udføres som gulvøvelser 'mat exercises' og træning i Reformer - og der er også en speciel større maskine, Trapez, og nogle små bænke til Pilates træning.

Både almindelig Pilates og Reformertræning har til formål at forbedre kropsholdning og sundhed via øget bevægelighed, styrke og udholdenhed. Især via fokus på kropsstammen og vejrtrækningen.

Smidig som en danser

Maskinerne betyder, at man i forhold til de klassiske øvelser på gulvet får mere belastning på. Maskinen består af fjedre og stropper og en bevægelig vogn, så man flytter sin egen kropsvægt og får modstand af fjedrene.

Ifølge nogle af reklamerne, så går Pilates og Reformer-træning ud på at få lange, slanke, smidige og stærke muskler.

Musklerne bliver nu ikke længere, men det er rigtigt, at den form for træning siden Pilates' tid har været populær blandt eksempelvis dansere, fordi man som i dans træner med kropsvægt og øger bevægeligheden, samtidig med at man bliver stærkere.

Alle kan være med, fordi man træner på forskellige niveauer. Man skal være indstillet på, at man træner roligt og koncentreret, og at det er styrkebaseret træning.

Facebook
Twitter