BREVKASSEN Er det rigtigt, når man siger, at den der ranker sig - slanker sig?

Det er ofte maven, der er 'problembarnet', men det hjælper faktisk at ranke sig, så maven ikke vænner sig til at bule ud.

Som den første danske sundhedsguru, Kaptajn Jespersen, sagde engang: Den der ranker sig, slanker sig! (© Gettyimages)

Spørgsmål til brevkassen:

Er der noget om snakken om, at den der ranker sig, slanker sig? Og at maven har det med at falde ud af facon, hvis man hele tiden går i løst tøj – hvorfor? Hvad er det med den mave, hvorfor er den så tit ”problembarnet” i jagten på den fuldendte krop?

Svar fra Marina Aagaard:

Ja, en af de første rigtige sundhedsguruer, Kaptajn Jespersen, legendarisk gymnastikinstitutleder og morgengymnastikvært på Danmarks Radio fra 1927-1952, sagde: ”Den, der ranker sig, slanker sig” - og der er noget om snakken!

Vil man have en fladere mave kan man nemlig få det meget hurtigere ved at rette sig op til en flot holdning end ved at lægge sig ned på ryggen og tage 100 mavebøjninger!

Med en flot oprejst kropsholdning bruger man holdningsmusklerne til at stabilisere: Musklerne spænder naturligt op, så kroppen, inklusive maven, lynhurtigt får en mere harmonisk facon.

Det gør ingenting, at man hænger med kroppen periodisk, variation er sundt, men kroppens væv tilpasser sig ens typiske stillinger, derfor er det hensigtsmæssigt at ranke sig – også med henblik på at undgå at maven buler ekstra ud.

Maven i det løse tøj

Derimod bør man undgå at ’suge navlen ind’ eller ’maven spændt’ til daglig eller i længere perioder: Det hører til ved særlige øvelser og situationer.

At maven falder helt ud af facon, når man går i løst tøj, har måske noget at gøre med, hvilken facon man har givet maven gennem en mangeårig periode, for er kroppen meget veltrænet, kan man selv med løst tøj ane de eftertragtede konturer af en flad mave. Men hvor langt er man villig til at gå for det æstetiske?

En six-pack eller otte-pack har vi alle inden under fedtlaget. De færreste træner dog så intenst eller spiser så sundt og magert, at den er synlig. Stærkt overdrevet brug af photoshop redigering på modelbilleder kan måske få en og anden til at tænke, at meget markerede maver er den nye norm, men det er langt fra nødvendigt i sundhedsmæssig øjemed.

Den slanke talje

Taljemålet bør omvendt heller ikke blive for stort. Hjerteforeningen anbefaler at det for kvinder er mindre end 80 cm og for mænd mindre end 94 cm.

Ønsker man en slankere talje, opnås det ud over den ranke holdning ved at man motionerer alsidigt. Selvom maveøvelser og diverse core-træning kan stramme op, er det mindst lige så vigtigt, at man konditionstræner, så man forbrænder fedt over hele kroppen, og at man styrketræner kroppens øvrige store muskler, så musklerne bliver veltrænede og bedre til at forbrænde generelt.

Sidst, men ikke mindst, får maven det oftest bedre – og buler mindre ud – når man spiser og drikker sundt og i passende mængder, minimerer stress så godt som muligt og sover godt og tilstrækkeligt.