Få flad mave på en uge

Fik du lige levet lidt for usundt i ferien, og kan det ses på taljemålet? Så gå i mave-bootcamp.

(© Colourbox)

Intet er så afslørende som den søde sommertid. Blege og blottede træder vi ud af vinteren, hvor en dejdelle måske er vokset frem i løbet af de mørke måneder.

Men når vores kroppe - let påklædte - skal ud i dagens lys, må de gerne være stærke og stramme at se på. Og det gerne i en fart.

Har du spist, drukket og daset dig til en lille mavedelle i din sommerferie, kan det godt lade sig gøre at få en flad(ere) mave på blot en uge, lover træner og fitnessekspert Anne Bech.

Det kræver dog, at du er konsekvent og gør en indsats:

- Du skal stoppe med at spise alt, der kan gøre maven oppustet. Skip alt med sukker og skip de hvide kornprodukter. Spis derimod masser af grøntsager, mager protein som kylling, oksekød og fisk, og spis lidt nødder, avocado og olivenolie.

Drik vand

Sommer og ferie betyder ofte ekstra alkohol, men det er også slut, hvis du er på flad-mave-mission. Du skal i stedet drikke vand.

- Sukkerholdige juicer, saft og sodavand er heller ikke noget, der bidrager til den flade mave, så nøjes med vand, siger Anne Bech.

Foruden kosten er der træningen - de to aspekter skal gå hånd i hånd, hvis du vil have en stærk, trimmet mave.

- Du kan ikke lave mavebøjninger, og så tro, at du kan spise, som du vil, siger Anne Bech, der påpeger, at maveøvelser er rigtig effektive, men at løb og øvelser for hele kroppen er ligeså vigtige som de isolerede øvelser.

Frø-hop

En af hendes mest populære øvelser hos de klienter, der ønsker sig flad mave er den såkaldte "Burpees":

- Sæt dig på hug med hænderne ved fødderne. Hop så lige tilbage med fødderne, så du er i en kropsstilling, som hvis du skulle lave en armbøjning. Hop så tilbage i hug-stilling - og sæt af som en frø op i luften i et ordentligt hop, og giv efter i benene, så du kommer ned i hug igen. Gentag så mange gange, du kan, råder hun.

Trænerens tip til flad mave:

  • Løb, lav maveøvelser og træn hele din krop. Maveøvelser kan du lave dagligt, men hold en dags pause mellem de store træningspas.

  • Drik vand. Kun vand.

  • Spis grøntsager og hvidt kød.

  • Spis gode, økologiske olier.

  • Drop sukker og lette kulhydrater som brød, pasta etc.

Facebook
Twitter