Fat strikkepindene mænd – Arne og Carlos er i byen!

De to nordiske designere af bla. de legendariske julekugler strikker i denne weekend for fulde huse i Danmark.

Arne og Carlos er i byen - og vi er tilsyneladende stadig vilde med de strikkende designere. (© Koppelwrite)

Arne og Carlos er ikke bare to strikkende norsk/svenske mænd – men også en hel unik fortælling. Så da forlægger Pelle Koppel for snart en del år siden faldt over et billede af de to strikkende mænd omgivet af deres helt unikke strikkede julekugler, så var han solgt.

- De er jo ikke bare en historie om strik, de to rummer en anderledes fortælling. De har begge design-baggrund (de har designet hautecoiture- tøj) og har de har i deres strik opfundet deres helt egen og meget kreative stil, forklarer forlæggeren, der fik de to i stald på sit forlag, Koppelwrite, som udgiver bøgerne her i Danmark.

Hele verden strikker

Det skulle siden vise sig at være en rigtig god ide.

Pelle Koppel vil ikke løfte sløret for salgstallene, men fortæller, at Arne og Carlos indtil videre har udgivet i alt seks bøger, som alle sammen også er udkommet på dansk – og de har også en ny på vej til efteråret - de er oversat til snart 20 sprog, de har ligget på bestsellerliste i USA og er nu også på vej til at blive store i Japan.

- Så jeg vil sige det på den led, at jeg er udmærket tilfreds, forklarer Pelle Koppel.

Strikker for fulde huse

Og meget tyder på at interessen for de to strikkende mænd – og deres univers af strikkede julekugler, påskeæg, æggevarmere, dyr, tøfler og meget mere - er helt intakt herhjemme.

I aftes holdt de strikkeforedrag for fulde huse på Græsted Biliotek – og i dag gælder det et totalt udsolgt foredrag i Prøvehallen i Valby.

- Og i maj kommer de tilbage for at turnere i Jylland. De har lige været på en længere turné i USA, så jo – der er stadig stor interesse omkring dem, supplerer Pelle Koppel.

De er superdejlige

Men hvad er det de kan, de to kan, som gør dem så helt unikke?

- Jeg kommer selv fra en storstrikkende familie, så jeg var jeg ikke i tvivl om, at strikning er en dejlig ting – men da jeg så billedet af de to strikkende fyre, så vidste jeg, at det her var noget helt specielt, og at der oveni strikkeriet også var en super spændende historie at fortælle. I min optik har de to ikke gjort noget for det at strikke, men de har gjort noget godt for sig selv.

- Siden vi startede op har jeg så efterhånden selvfølgelig også lært dem rigtigt godt at kende, og udover, at de laver noget helt unikt strikkedesign, så er de også nogle superdejlige, umiddelbare og helt-nede-på- jorden mennesker, forklarer Pelle Koppel.

Arne og Carlos - her svøbt i eget design. (© Koppelwrite)

Fat pindene og dyrk din lyst!

Og ingen tvivl om, at Arne og Carlos har gjort rigtig meget for, at endnu flere har fået lyst til at strikke:

- Arne & Carlos er ligesom blogverden, bøger og tendensen generelt med til at skabe fokus på håndværket. De har udstråling og får lidt foræret ved at være mænd – det kan vi kvinder godt lide. Vi kan godt lide den kuriøse vinkel og synes, det er spændende at få en ny vinkel på strik, der jo traditionelt er domineret af kvinder. Ny inspiration er kærkommen hos de fleste kreativt tænkende, kommenterer webredaktør på Alt om Håndarbejde, Janni Thuesen.

Også livsstilsekspert Christine Feldthaus, der selv er passsioneret strikker, siger om de to strikkende mænd:

- Når vi ser nogle, der griner af strikkemændene, er det vel et forsøg på at hævde sig selv. Tænk på skræddererhvervet... her er der mange mænd, hvorfor skulle mænd så ikke kunne strikke...

- Så fat pindene og dyrk din lyst. Uanset om du er mand eller kvinde!

Facebook
Twitter