Engang fik man skældud, hvis man gik på æblerov og nappede et æble fra en gren fra naboens æbletræ.
I dag bliver man nærmest hyldet, hvis man går ind til naboen, og spørger om man må snuppe hans nedfaldne frugt. For så er man miljøbevidst.
I hvert fald opfordrer en ny kampagne Taminfrugt alle danskere, som har masser af frugt og grønt i deres haver, at dele ud af overskudsfrugt- og grønt.
Sæt et skilt på havelågen – eller spred det gode budskab om at du har ekstra af det sunde, som du gerne vil dele med andre, på fx. sociale medier.
- Det er en del af den store praktiske bæredygtige omstilling, som i virkeligheden allerede er i gang rundt omkring. Det handler om at tage vare på de ressourcer, som ellers ville blive spildt og dele ud af det, man har i overskud, siger en af initiativtagerne til kampagnen, Torsten Gejl fra Alternativet, til Foodculture.dk.
Frugt går til spilde
Nye tiltag som eksempelvis Nabogrønt på de sociale medier og app´en Sanker er også nye tiltag, der er med til at sætte fokus på, at der i Danmark produceres alt for meget overskudsfrugt- og grønt.
Ifølge Landbrug & Fødevarer får fem millioner kilo æbler eksempelvis lov til at rådne op eller blive spist af dyr.
- Det er jo enorme mængder, der går til spilde, så hvorfor ikke lade flere få glæde af ens frugt og grønt, siger aktivitetschef og naturvejleder Tomas B. Kolind Vilstrup fra FDF Friluftscenter Sletten.
Du kan sanke frugt i naturen
På samme måde kan man også gå på æblerov i naturen – uden at der kommer nogen efter én, for her må man nemlig godt sanke, som det hedder:
- I naturen skelner man klart mellem privat og offentlig skov eller natur. Hvis der står røde stolper med en kongekrone og Miljøministeriets mærke, så er det en statsskov, og så må du godt sanke.
- Det må du også i private skove, her må du tage frugt, bær og grønt til eget forbrug på stier – og det, der står op til en meter fra stien. Og for både offentlig og privat skov gælder det for dagtimerne, fra solopgang til solnedgang.
Kun til dig selv
I den offentlige natur må man plukke frugt og grønt på stier og veje og på det, der i lovgivningen kaldes for fladefærdsel.
- Men man må kun tage til eget forbrug, det er således ikke lovligt at samle ind til fx. en restaurant eller anden form for virksomhed, forklarer Tomas B. K. Vilstrup.
Hvis du ønsker at sanke træ til din brændeovn, så må du også godt det – men her skal man søge om tilladelse og indhente et såkaldt sankekort.
Netop nu og i den kommende måned kan du blandt andet finde følgende sankemodent frugt og grønt i naturen omkring dig:
- •
Kantarel
- •
Karl Johan
- •
Rørhat
- •
Champignon
- •
Brombær
- •
Havtorn
- •
Pære
- •
Æble
- •
Kvæde
- •
Nødder
KIlde: Sanker.dk