Genbrug: Vi er helt vilde med brugte ting

TENDENS Danskerne er gået genbrugsamok. Vores kræmmermentalitet kombineret med miljøbekymring er forklaringen, forklarer livsstilsekspert.

Loppemarkeder, genbrugsbutikker, facebookgrupper og køb og salg-apps. Vi er vilde med at købe brugt. (© Arkiv/ Colourbox)

Brugt tøj, møbler, ting og sager. Gamle materialer, der bliver lavet om til nye møbler. Vi genbruger og upcycler i en grad, så man nærmest ikke kan komme på besøg i et hjem uden at få præsenteret det bedste loppefund, et genbrugs-kup eller bordet lavet af gamle gulvbrædder.

En hurtig søgning på genbrug på Facebook giver 98 forskellige grupper, loppemarkeder skyder op overalt - både private og kommercielle, og forleden kom det frem, at genbrugsbutikker har rekord-indtjening i år.

Dertil kommer aktiviteten på utallige genbrugs-apps og finere genbrug på auktions-siderne.

Der findes alt fra virkeligt store kommercielle loppemarkeder til private initiativer. (Foto: © Finn Vest Christensen, DR)

En god handel og miljøbekymring

Og der er to hovedårsager til, at genbrug lige nu hitter overalt, forklarer livsstilsekspert Anne Glad fra programmet Kender Du Typen. Først og fremmest er det vores lyst til en god handel.

- Danskerne har kræmmermentalitet. Der har altid været kræmmermarkeder, hestemarkeder, bagagerum-salg og så videre - det kører for fuld blus i Jylland. Vi kan som nation godt lide at gøre en god handel og handle med hinanden.

Men samtidig spiller en bekymring for miljøet og vores fremtid også ind, siger Anne Glad.

- Det er en adfærd vi ser, hver gang der er krise. I 70’erne lå man på madrasser på gulvet, øl-kasser blev brugt til borde osv. Nu er der også en klima- og ressourcebevidsthed. Vi bruger for mange ressourcer – planeten er presset, hvad gør vi?

I videoen herunder kan du se et klip fra Kender Du Typen, hvor kunstneren Kasper Ejstrup har et bord lavet af gulvplanker fra Vor Frelser Kirke i København.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:574ffe48a11f9f0f2cd46493

Tysk og industrielt

Men selvom vi nyder at vise vores genbrugsguld og gode kup frem, så er der klare trends i tiden, forklarer Anne Glad.

- I 90'erne var det plasticdesign og de glatte, blanke overflader, og i 00’erne var det hvidt og slidt. Det skulle ligne noget fra et sydfransk loppemarked, man havde fundet i sommerferien. Nu er det mere gammel tysk industriel design. Det må gerne se slidt og brugt ud og have en historie, og man må også gerne se, at det er gedigent og kvalitet.

- Lige nu finder vi luksus i det autentiske – det der har en historie. At noget er håndværk, at nogen har investeret deres tidog det er håndlavet, er mere værd, end noget der er fremstillet på fabrik. Tid er en ressource, og det har en værdi, at nogen har lagt mange timers arbejde i det, forklarer Anne Glad.

Genanvendelse bliver forankret

En trend bliver ofte efterfulgt af den modsatte trend, så derfor forudser Anne Glad, at den næste bolig-trend bliver nyt unika-design fra spændende designere. Altså knap så meget gammelt og gedigent, men stadig unikt. Men der er en ukendt faktor i forhold til vores hang til genbrug i fremtiden. Og det er den kommende generation, fortæller Anne Glad.

- Det, der er sket i mellemtiden er, at vi har fået generation Y. En stor generation, der vil sætte deres præg. De har haft alting til rådighed og er derfor mere skeptiske overfor forbrug. Mange forventer nærmest, at generation Y og især generation Z, der kommer bagefter vil redde verden, forklarer hun.

- Deres ansvarlighed vil meget mere grundlæggende. Så vi forlader nok ikke genbrug men kommer til at genanvende resurser - som cradle to cradle. Cirkulær økonomi. Noget er for evigt forandret, tror jeg, siger Anne Glad.

- Det er mere end en trend, det er en dybereliggende værdi. En tankegang, som ligger så dybt forankret i de kommende generationer, så det vil præge vores måde at tænke forbrug på i al fremtid.

  • Tre slags genbrug:

  • UPcycling = (Rå)materialer skal tilføres værdi over tid, og genanvendes igen og igen

  • REcycling = Genanvendelse af materiale i sin oprindelige form

  • DOWNcycling = Nedbrydning af materialer før de bliver genbrugt

Lige nu kører en populær programserie på DR1, der hedder Kære nabo - gør bras til bolig, hvor naboerne hjælper en familie med at færdiggøre et projekt i huset. Alt bliver indrettet med genbrugs-ting eller materiale, der bliver omformet og genbrugt.

I et af programmerne har boligdesigner Natalia Sánchez en ide om at lave en minecraft-væg til familiens søn, der skal have sit eget værelse:

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5735cf6c6187a513e48a2af7

Og her kan man se det færdige resultat:

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5735cfc96187a513e48a2b02