Mange mænd har dårligere helbred, end de selv tror

44-årige Nicolaj vejer 100 kilo, men bliver alligevel overrasket over, hvor overvægtig han er.

Mænd lever kortere end kvinder, rammes oftere af de fleste sygdomme og er i det hele taget mindre sunde end kvinder.

Et typisk problem er, at mændene selv tror, at de er langt sundere end i virkeligheden, og derfor gør de ikke noget ved deres livsstil i tide.

- Mange voksne mænd er overvægtige, har et forhøjet blodtryk og et lavt kondital. Og de opdager det sent, da de ikke har den store erkendelse af, at de har et problem. Og derfor ender det faktisk tit med, at de får livsstilssygdomme og også har en overdødelighed, siger professor Peter Krustrup fra Center for holdspil og sundhed på Københavns Universitet.

Fodboldspillerne vejer 98 kilo i snit

Peter Krustrup har hjulpet med at lave fysiske tests af de 26 fodboldspillere på Sundhedsmagasinets nye fodboldhold.

De 26 mænd er 40-55 år, og de vejer i snit knap 100 kilo, men som du kan se i videoen øverst i artiklen, så overrasker det ofte mændene, hvor dårlig deres fysiske tilstand er.

Holdsport gør motion sjovere

Den 44-årige møbelsnedker Nicolaj Hasselbalch, som er med i videoen øverst i artiklen, har tidligere svømmet for sig selv for at holde sig i form.

Men nu har han for alvor fået blod på tanden for at komme i bedre træning, efter at hans datter meldte ham til Sundhedsmagasinets fodboldhold.

- Det har været skidesjovt. Og jeg er blevet forbavset over, hvor meget det sociale betyder. Lige så snart der kommer en bold på banen, så er vi som børn igen, der ikke kan lade være med at løbe rundt. Det gør det meget nemmere og sjovere med motionen, siger Nicolaj Hasselbalch.

Du kan se mere om forsøget med Sundhedsmagasinets fodboldhold på DR1 i aften klokken 21.55.

Facebook
Twitter