Mange maratonløbere har en forkert strategi

Verdens største statistik over maraton-resultater viser, at både yngre og ældre løbere lægger alt for hurtigt ud.

Mange løbere brænder sammen under et maraton, fordi de starter i for hurtigt et tempo i forhold til deres form. (© COLOURBOX)

En dag Jens Jakob Andersen var tilskuer til et maratonløb, stod han og undrede sig over, hvor utroligt mange løbere, der går helt kolde på den sidste halvdel af løbet.

Han tænkte, at det kunne være sjovt at indsamle noget statistik om fænomenet, og hans lille fritidsprojekt er nu blevet til verdens mest omfattende statistik med over 1,8 millioner maratontider.

- Statistikken viser tydeligt, at det er et globalt problem, at alt for mange maratonløbere løber for hurtigt i den første halvdel af løbet i forhold til, hvad de har af kræfter og kondition til at klare den sidste halvdel af løbet, siger Jens Jakob Andersen fra RunRepeat.com.

- Løbere har altid individuelle undskyldninger, for hvorfor de ramte muren. Men når man ser på 1,8 millioner tider, så tegner der sig et generelt problem af, at mange løbere ikke er nok opmærksomme på at vælge et realistisk tempo, siger Jens Jakob Andersen.

Det optimale løb er et konstant tempo

Han håber, at hans statistik kan være med til at få flere løbere til at indse, at de med en lille ukompliceret ændring i deres strategi både kan forbedre deres tid og få en sjovere og mindre smertefuld løbeoplevelse.

- Alt andet lige så er det altid bedst at holde et jævnt tempo, uanset hvilken distance du løber. Hvis du ser på eliten, så er der typisk kun 5-10 sekunders forskel på den første og anden halvdel af deres maratontider, siger Jens Jakob Andersen.

- Selv om der er stor forskel på eliten og motionister, så bruger motionister stadig halve og hele år på at træne op til et maraton. Og så er det lidt sjovt, at de ikke lige bruger 10 minutter på at finde et realistisk pace, som vil gøre, at de ikke går helt kolde, så de får en bedre tid og en bedre løbeoplevelse, siger Jens Jakob Andersen.

Både yngre og ældre brænder sammen

Hans hypotese var på forhånd, at jo ældre man er, jo klogere en løber er man, og at de ældre løbere derfor burde være de bedste til at ramme en lige splittid – altså at løbe første og anden halvdel af et maraton lige hurtigt.

Men den hypotese holdt ikke stik, for statistikken viser, at løberne med det mest stabile tempo er de 35-44-årige.

Som du kan se i nedenstående statistik løber denne aldersgruppe i gennemsnit anden halvdel af maratonløbet omkring 12 procent langsommere end den første halvdel.

De nederste tal er maratonløbernes alder. Procenterne til venstre står for, hvor meget langsommere løberne løb anden halvdel af deres maraton i forhold til den første halvdel. (© RunRepeat.com)

Teenagerne er dårligst til at løbe stabilt

De yngre og ældre løbere brænder til gengæld mere ud og er langsommere på den sidste halvdel.

Teenagerne er de værste til dette med en splittid, der i snit er over 18 procent langsommere i den sidste halvdel.

- Statistikken forklarer ikke dette, men mit bud er, at mange teenagere og yngre løbere måske har en lidt for uvirkelig tro på egne evner og lægger for hårdt ud, mens de ældre måske generelt træner lidt mindre end de midaldrende. Og jo mindre man træner, jo sværere er det at kende sin egen krops formåen og finde et realistisk pace, siger Jens Jakob Andersen.