Motionseksperten: En elektronisk løbemakker er god hjælp

Dr.dk's motions-ekspert Marina Aagaard har været ude at løbe iført ny teknologi og en coach i øret.

Elektronikken består af to små 'pods' - den ene på din fod og den anden om dit bryst. Og det var overraskende positivt - 'selv for en ' middelaldrende, IT-udfordret, langsom motionsjogger', som Marina Aagaard her skriver. (© dr)

Welcome Marina, I am your running coach. Siger ”verdens mest intelligente virtuelle løbetræner” på engelsk med et behageligt omend let elektronisk tonefald.

Hun står ikke ved siden af mig. Jeg hører hendes stemme via ørepropperne, der er forbundet med min telefon om livet. Omkring brystet har jeg et elastikbælte med en ’pod’ og på min højre sko’s yderside er der også monteret en ’pod’; to små, lette 3,7 cm trekantede futuristisk udseende hvide måleinstrumenter.

Disse to pods måler hvert et skridt og hver en bevægelse, jeg foretager, under min joggingtur. Elektronikken analyserer dataene som transmitteres til min app, hvorfra ’coachens’ stemme løbende giver feedback og fortæller mig, hvordan jeg kan forbedre mit løb.

Optimerer din løbestil

Det starter med en test, hvorefter coachen kommer med forslag: ”I can see, you are spending too much time on the ground, Marina” – uha, uha – ”Today, I would like to work on your landing technique”.

Det virker helt surrealistisk, men det virker. Allerede i løbet af min første løbetur har jeg forbedret mine ikke særligt imponerende fodisæt, ground contact time, fra over 350 millisekunder (ms) til min target zone mellem 295-315 millisekunder.

Det rene volapyk? Nej, i høj grad interessant og relevant for motionsløbere: Ground contact time er et mål for, hvor kort eller lang tid, man har foden i jorden ved hvert fodisæt. Hvis man kan løbe med kortere kontakttid, kan man minimere belastningen på leddene og optimere løbeoplevelsen.

Det er ikke bare ground contact time, min nye virtuelle løbetræner kan oplyse mig om. De to pods’ simple udseende snyder; de er super avancerede og under løbet foretager de mere end 8.000 målinger i sekundet.

På baggrund af dataindsamlingen og en grundig analyse oversættes informationerne til et sprog jeg kan forstå og bliver til ’live’ coaching via app’en på ens telefon og et par høretelefoner.

Peptalk undervejs

Da jeg første gang møder ’coachen’, fem meget trendy og minimalistisk udseende dele’; et bælte, to pods, en lader og en lillebitte kortfattet startguide, tænker jeg: Det her bliver op ad bakke for en middelaldrende, IT-udfordret, langsom motionsjogger.

Man har vel lov at have en vis skepsis over it i alting, ja, it i selv en urgammel kropslig funktion som løb, der reelt kan udføres helt in natura. Men nysgerrigheden tager over.

Der findes masser af wearables og fittrackere, der kan måle på kroppens funktioner.

Min nye ’coach’ kan måle hele 12 parametre – blandt andet G-kraft og bounce (hvad-for-noget) – og fortælle om dagens løb og træning. Det særlige ved dette nye danske koncept, SHFT, er, at foruden muligheden for detaljerede analyser og 3D billeder efter løbeturen, bliver man coachet undervejs.

Ikke alene får man instruktion, men endnu mere væsentligt får man feedback direkte under aktiviteten, hvilket fremmer indlæring: ”You are doing well, Marina, in the last two minutes you have improved your ground contact time and are in your target zone, keep it up”. Efter at jeg har bakset lidt med den nye løbeteknik, går det endelig fremad igen og jeg får ros. Motiverende!

Supplement til alle niveauer

Programmet der er blevet udviklet igennem 3-4 år har til formål at hjælpe løbere på alle niveauer, uanset om man træner op til sin første 5 km eller for at klare OL-kravet, med at forbedre løbeteknik; justere og korrigere uhensigtsmæssige bevægelser i løbemønsteret, sikre en bedre løbeøkonomi og reducere risikoen for skader: At medvirke til at man bliver en bedre løber. Er lokale løbehold og levende løbetrænere nu yt?

Nej naturligvis og heldigvis ikke. Tidens wearables, er et supplement, der kan andre ting end trænere og kammerater, men de sidstnævnte har stadig deres plads, når det gælder langvarig løbeglæde.

Facebook
Twitter