Lige nu er det sæson for de smukke orange bær på busken havtorn.
- Man kan ikke tage fejl, der er ikke andre planter i den danske natur, der ligner havtorn, forklarer kok, Kim Gravenhorst til Aftenshowet.
Han er i fuld sving med at klippe de tornede grene, der er fulde af orange bær, på Amager Fælled.
- Mange ved ikke, at havtorn findes lige ude i vores egen natur. Hvis man ser på vores nordiske naboer, så lever de jo meget mere ude i naturen og bruger de ting, der gror der. Måske gør vi det ikke herhjemme bl.a. af den grund, at vi ikke har så meget natur som vores nordiske naboer, tilføjer han.
C-vitamin om vinteren
Kim Gravenhorst forklarer videre, at selvom havtorn først for alvor nu er slået igennem i den nye nordiske madtradition, så har busken været kendt og brugt også i gammel tid herhjemme.
- Engang brugte mange fattige mennesker på landet nemlig de små havtorn som C-vitamintilskud om efteråret og vinteren.
- De indeholder antioxidanter og et hav af vitaminer – A, C og E, og i skaller og kerner er der tillige de vigtige omega-3 og omega-7 fedtsyrer. Og i et enkelt lille bær er der lige så mange C-vitaminer som i en hel appelsin.