Nye motionsløb: Drik øl, mens du løber

I morgen er der premiere på det første af to nye danske ølløb.

Drop energibarer og sportsvand, og nyd i stedet en øl før, under og efter dit motionsløb. (© Mikkeller Running Club)

Rigtig mange er vilde med både øl og sport – men som regel kun på samme tid, når man er tilskuer eller til en ”tredje halvleg”, efter man har dyrket motion.

Men man kan faktisk også drikke øl, mens man motionerer.

Det mener i hvert fald arrangørerne af to nye ølløb, som har premiere i morgen og i juni: Mikkeller Beer Run og Fat Man Running.

- Jeg kan godt lide gode øl, og jeg kan godt lide motion. Og hvis man kombinerer det, så undgår man at blive for rund af øllene, siger Søren Runge, der er manager for Mikkeller Running Club.

Mikkeller afholder første ølløb i morgen

Løbeklubben startede i København i oktober og går ud på, at man mødes en lørdag om måneden og løber en tur og derefter drikker øl.

Lynhurtigt har konceptet spredt sig Europa, Sydamerika og USA, og i dag åbner Mikkeller Running Club sin afdeling nummer 30 og 31 i Tokyo og Paris.

Og i morgen klokken 11 går starten til klubbens første officielle løb på Vesterbro i København, hvor man kan smage på 15 eksklusive specialøl.

-Vi starter med at drikke en øl, så løber vi fire kilometer og holder et pitstop og smager på fem øl mere, og så har vi kun en kilometer hjem til mere øl. Det er ren fis og ballade og handler ikke om at komme først, siger Søren Runge.

Pubcrawl med løbesko i juni

Til juni er det også Vesterbro, der lægger asfalt til premieren på Fat Man Running.

I modsætning til Mikkeller Beer Run er det gratis, men til gengæld skal du selv betale for drikkevarerne.

Og så minder konceptet mere om en pubcrawl med løbesko på, da man i løbet af de fem kilometer, når forbi ni værtshuse.

-Vi har længe leget med tanken, og nu laver vi så et lille gratis løb for at se, om der er interesse for konceptet, og så håber vi at udvide næste år, siger en af arrangørerne Daniel Toke Hansen.

Ølløb i Danmark er dog ikke en helt ny opfindelse. Siden 2011 har man kunnet løbe længere ølløb både på Fyn og Bornholm.

Her kan du løbe ølløb