Pak bilen sikkert - og styr uden om ulykker på ferien

En mobiltelefon eller andre løse genstande kan hurtigt gøre mere skade end gavn, hvis ikke bilen er sikkert pakket, inden man drøner afsted.

Fastgør DVD-afspiller på nakkestøtten, lyder ét af rådene, når man skal pakke bilen korrekt.

Når far, mor og børn triller ud på de danske landeveje for at køre på ferie, er der flere, som ikke pakker bilen på den rigtige måde. Faktisk går det galt for én ud af fire børnefamilier, når bilen skal pakkes.

Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Børneulykkesfonden og SOS Dansk Autohjælp.

- Der kan være grund til at råbe vagt i gevær, hvis så mange børnefamilier drager ud på de europæiske motorveje uden at have sikkerheden i orden, siger Henriette Madsen, som er generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Gode råd sikrer bil og børn

En sodavandsflaske, tablet eller anden løs bagage kan være årsagen til, at der opstår skader indvendigt i bilen eller på lille Laura.

Til gengæld er det nemt at undgå, lyder meldingen fra Børneulykkesfonden og SOS Dansk Autohjælp, der står bag kampagnen ’Pak bilen sikkert’.

Kampagnen blev lanceret tidligere i år og består blandt andet af en stribe gode råd og et par videofilm, der viser, hvordan man pakker bilen korrekt.

Sådan gør du

  1. 1

    Placer tunge ting lavt og bagerst i bagagerummet mod sæderyggen

  2. 2

    Brug kun tagboksen til lette genstande, og overhold altid vægtangivelsen

  3. 3

    Pak bagagen i en højde, så hattehylden kan holde bagagen nede ved en eventuel kollision. Hvis man har et stort, åbent bagagerum, for eksempel en stationcar, er det en god idé at købe gitter til at sætte bag ved bagagerummet

  4. 4

    Læg ikke bagage på hattehylden, heller ikke småting som for eksempel en drikkedunk, men brug lommer bag på forsæderne som opbevaring

  5. 5

    ​Fastgør DVD-afspiller på nakkestøtte

Kilde: www.pakbilensikkert.dk

Facebook
Twitter