Sådan er det gået børnene fra 'Generation XL'

Kameraet er slukket, men hvordan går det med Lukas, Kristine, Valdemar, Gudmund og Laura?

Kristine, Laura, Gudmund, Valdemar og Lukas. Sådan så de fem børn ud i 2016, da de begyndte i behandling for deres overvægt. Siden er der sket meget med dem alle. (Foto: Dr)

Gråd. Raseri. Tilbagefald. Glæde. Jubel. Udvikling.

I 12 måneder har Lukas, Valdemar, Gudmund, Laura og Kristines kæmpet for at komme tættere på et sundere og slankere liv. En kamp hele Danmark har kunne følge med i i DR1-programmet ’Generation XL’.

Alle børn var overvægtige eller svært overvægtige, da de i 2016 kom i behandling med Holbæk-modellen.

En model, der er udviklet af børnelæge Jens-Christian Holm, og er en personlig plan med regler, der omfatter alt fra søvn, skærmtid, sport til kost, venner og familie.

Nu er der gået måneder, siden kameraerne slukkede for sidste gang. Men hvordan går det med børnene nu?

Gudmund: Fra sofakartoffel til trimmet footballplayer

Teenageren Gudmund fra Sorø spillede amerikansk fodbold to gange om ugen, men ellers gik tiden med 6-12 timer foran skærmen. Hver dag.

Maden i køkkenet havde gerne et ekstra lag mornaysauce, og mælken på morgenmaden kom fra køerne i stalden. Den fede mad og manglende motion kunne ses på vægten.

Da Gudmund begyndte i projektet, vejede han 82,5 kilo og var 175 centimeter høj. Det gjorde ham svært overvægtig.

Gudmund tabte 11 kilo fedt i det år, han var i behandling. Nu er han 16 år og begyndt på Slagelse Gymnasium.

- I sommerferien fulgte jeg ikke reglerne, så der tog jeg på. Men jeg er i gang med at tabe det igen.

Laura: Fra evigt sulten til konkurrence-skøjteløber

Brød, brød, brød. Djævlen hos familien Larsen fra Greve.

Laura kæmpede med altid at være sulten. Uanset hvornår hun havde spist. Ved begyndelsen vejede hun 78 kilo og var 164 centimeter høj, hvilket gjorde hende svært overvægtig.

Men de mange ændringer i livsstilen blev langsomt hverdag, og så begyndte hun til skøjteløb igen.

Det hjalp Laura med at tabe hele fem kilo fedt og ti centimeter i taljen.

- Jeg vejer mig faktisk ikke mere. Jeg er der, hvor jeg synes, min krop er blevet flot.

Kristine: Drillet lillesøster til sej håndboldpige

Da Kristine begyndte i behandling var hun 11 år, 145 centimeter høj og vejede 53,2 kilo. Det betød, at Kristine var svært overvægtig.

Sodavand, fastfood og bland-selv-slik var hverdag hos familien i Greve, og særligt mor Ulla Bagger Kaas havde svært ved at sige fra over for Kristine, der siden børnehaveklassen er blevet drillet i skolen.

Trods modstand begyndte Kristine til håndbold. Det viste sig at få enorm betydning for hendes vægttab. På et år har hun tabt 4,8 kilo fedt, og det kan ses på både kinder, lår og humør.

- Jeg føler, at jeg har det bedre med mig selv.

Lukas: Mobbet enspænder til fuld tid på fodboldbanen

Et propfyldt slikskab, knæskade, mobning i skolen. Lukas fra Horsens havde sit at kæmpe med.

Da han begyndte i projektet, var han 11 år og vejede det samme som sin mor. 64 kilo, hvilket gjorde ham svært overvægtig.

Lukas fik over 7,5 liter sodavand og søde drikke om ugen, chokolade-morgenmad og rundstykker med smør til frokost.

Livsstilsændringen var svær for familien Lemmer, og Lukas var igennem en række nedture, som kunne ses på vægten. Han blev ved med at tage på.

Men efter 10 måneder i projektet knækkede kurven endelig, og til årstjekket på sygehuset havde Lukas tabt sig fra 69 kilo til 66,9 kilo.

- Jeg er blevet en helt anden person. Jeg er meget gladere, så det er megadejligt.

Valdemar: Fuldtidsgamer til pigernes ven

60,2 kilo og 159 cm. For et år siden var Valdemar tæt på at være svært overvægtig. Han gemte sig tit på værelset bag skærm og et par tykke høretelefoner.

Men drømmen om flere muskler og en sixpack blev en del af motivationen til at begynde i behandlingen på Holbæk Sygehus. Det krævede blod, sved og tårer fra hele familien Bak Sværke i Vordingborg, men nu er Valdemar normalvægtig.

Han er blevet 14 centimeter smallere om livet, og har tabt syv kilo.

- Jeg er blevet bedre til fodbold, bedre i skolen. Også har jeg fået mere selvtillid overfor pigerne. Nu tør jeg skrive til dem og spørge, om de vil være kærester.

Du kan se eller gense alle afsnit af 'Generation XL' her på DR TV.