Sådan kommer svært overvægtige i gang med vægttab

Er du overvægtig og bliver stresset ved tanken om motion og kost? Så få fem gode råd her.

(© Colourbox)

Når man er overvægtig, er der stor risiko for at blive stresset af motion og voldsomme livsstilsændringer. Og når man er stresset, er der større risiko for at tage på.

Flere forskere har påpeget, at stresshormonet kortisol modarbejder kroppens forbrænding og gøre det svært at tabe vægt.

Så hvordan kommer overvægtige ud af den onde spiral? Her er fem gode råd fra Anna Bogdanova, som er uddannet stresscoach, personlig træner og lige skrevet bogen ”Skyhøj forbrænding”.

1) Kom i gang med motion på en rar måde

Det allervigtigste er, at man begynder at bevæge sig. Men glem alt fokus på, at målet er at forbrænde x antal kalorier.

En inaktiv krop er ikke klar til at springe ud i hårde træningsprogrammer. Til at starte med gælder det bare om at vænne kroppen til overhovedet at bevæge sig.

Følg mottoet ”first learn to move, then move a lot”. Altså hellere bevæge sig lidt, men korrekt i starten. Så kan man altid øge træningsmængden, når kroppen har lyst og er parat.

Det er meget vigtigt, at bevægelse og motion skal føles rart. Det må ikke være en straf for, at du har spist en croissant for meget.

2) Få en god søvnrytme

Mange forbinder ikke søvn med vægttab, men det er vigtigt for kroppen at være ordentlig udhvilet. Du skal helst være træt om aftenen og frisk om dagen

Prøv at komme ind i en rytme, hvor du falder i søvn klokken 22. Det kræver, at du i en time forinden gør dig klar til at sove ved f.eks. at dæmpe lyset, stoppe med at tjekke mails og telefonbeskeder, slukker tv og andre skærme med lys.

Hvis man ikke sover ordentligt, så er kroppen dårligere til at regulere blodsukkeret. Man får simpelthen mere hang til sukker og kommer generelt til at spise mere.

3) Tag din stress alvorligt

Uanset om man er overvægtig eller ej, så kan man selvfølgelig få stress af andre ting end livsstilsforandringer.

Så inden man begynder på en proces, der skal føre til vægttab, så skal du finde ud af om du er i balance, eller om der er ting, der stresser dig.

Det er vigtigt at håndtere alle former for stress, uanset om det skyldes job, parforhold eller andet. Du skal have så meget overskud som muligt, når du begynder en stor ny udfordring som vægttab.

4) Find sunde, men realistiske diæter

Mange vælger ekstreme slankediæter, når de endelig får taget sig sammen til at gøre en indsats mod overvægt. Men du behøver ikke faste flere dage om ugen eller fuldstændig undgå føde med mange kulhydrater.

Find en realistisk kur, hvor du spiser sundere, men hvor du ikke konstant føler afsavn.

De fleste har brug for mere protein, men man behøver ikke fuldstændig undgå kulhydrater i brød, pasta, ris osv. Man kan f.eks. samle den kulhydrat-tunge føde i et måltid, og så undgå den føde i de andre måltider.

5) Opbyg overskud til at være sund

Mange vælger en for hård træning og diæt, når de skal tabe sig. De kan måske holde til det i nogle uger eller måneder, men for de fleste bliver det for hårdt i længden, og de falder tilbage i gamle vaner.

I stedet for at sætte restriktive begrænsninger og kæmpe sig igennem vægttab, så tag små skridt af gangen. Det gælder om at opbygge dit overskud, så du får energi og lyst til at træffe de rigtige beslutninger om mad og motion.

For at undgå at blive stresset af livsstilsforandringer er det vigtigt ikke kun at fokusere på kost og motion, men også restitution. Du skal huske at give kroppen pauser, så den ikke kører sur i konstant træning og restriktive diæter.

Facebook
Twitter