Hvis du ikke har været heldig at finde en plantepasser, er kombinationen mellem et par ugers ferie og bagende sol i vindueskarmen oftest lig med udtørrede urter og potteplanter.
Men med selvvandende urtepotter, det der også kaldes kapilærkasser, kan planterne stå en uge, ofte to uger uden at blive vandet. De kan købes i forskellige udgaver og prisklasser, men du kan også lave dem selv.
Bybonde og grøn iværksætter Mads Boserup Lauritsen udvikler og bygger selvvandende plantekasser til baggårde og byrum i sin virksomhed Tagtomat.dk. Han giver dig en guide til, hvordan du selv laver en selvvandende urtepotte, som passer lige til vindueskarmen.
Det skal du bruge:
En tom halvanden liters vandflaske, to strimler af en engangsklud, en hobbykniv, lidt jord, en plante.
Sådan gør du:
1. Først skærer du vandflasken over på midten.
2. Så skærer du et kryds i flaskelåget med hobbykniven, så du kan lave et hul.
3. Så trækker du de to strimler af engangskluden halvvejs gennem hullet i låget og skruer låget på flasken igen.
4. Bred de to strimler af kluden ud i hver sin side af flaskehalsen og fyld jord i bunden af flaskehalsen. Sæt din plante ned i jorden.
5. Fyld vand i flaskebund og sæt toppen af flasken på hoved ned i flaskebunden. Strimlerne fra karakluden suger nu vandet op i jorden, så den holder sig fugtig.
Tips
Du kan lave selvvandende urtepotter i mange forskellige størrelser fx ud af plastikspande og murerbaljer.
Hvis du bruger to plastikspande, kan du bore huller i siderne og plante jordbær eller salat i hullerne, mens du gror fx urter i toppen af spanden.