Stress af i naturen

Naturen kan forebygge stress og være en del af behandlingen mod stress. Få tips til at stresse af i det grønne.

(© Colorbox)

Vi hører det ofte. “Den friske luft vil gøre dig godt”. “Du trænger til lidt sollys”.

Og det er der i dén grad noget om, siger Ulrika Stigsdotter, professor i landskabsarkitektur ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.

- Naturen hjælper med at holde os friske, og den støtter forskellige terapiformer og behandlinger mod blandt andet stress.

- Hvis du dyrker motion i naturen, får du også en ekstra gevinst ud over den fysiske i form af mental restituering, forklarer Ulrika Stigsdotter.

Byen stresser os

Byliv er biler, skilte, lys, lyde og andre mennesker i ét virvar.

Omkring 11 millioner informationsbidder når os hvert sekund, og vi må konstant være “på” og sortere i de mange informationer.

- Det dræner os for energi, siger Ulrika Stigsdotter.

- I naturen scanner vi omgivelserne i stedet for konstant at skulle sortere i en masse informationer.

- Det kræver ikke energi og giver os mulighed for at hvile den del af hjernen, der hele tiden er “på” i bybilledet, og vi føler os “friske i hovedet”.

Grønt giver mindre stress

Ulrika Stigsdotter står bag et studie, der viser, at mennesker med store, grønne haver - over 600 kvadratmeter - føler sig mindre stressede end dem med mindre haver.

De, der har en mindre have, føler sig mindre stressede end dem med altan. Og de, der har en altan, føler sig mindre stressede end dem helt uden grønne pletter.

Nem adgang til naturen og en stor mængde af det grønne giver altså færre tilfælde af stress.

  • Find et sted, hvor du føler dig godt tilpas, og åbn for sanserne. Hold opmærksomheden på naturens lyde, dufte, synsindtryk eller fysiske fornemmelser som for eksempel barken på et træ.

  • Giv dig hen i fornemmelsen af at bevæge dig gennem naturen, den friske luft, og hvordan underlaget føles forskelligt under dine fødder.

  • Køkkenhave, kolonihave eller altankasser. Dyrk dine egne grøntsager, uden deadlines eller faste mål for succes, men bare med fokus på tilfredsheden ved selv at gro det, du spiser.

  • Spejl dig selv i naturen. Sæt dig for eksempel ved et træ og se dig selv i dets styrke. Eller gå en tur på stranden og se dig selv i havets vildskab, ro eller uendelighed.

  • Du kan udfordre dig selv i naturen og finde din egen styrke. Prøv for eksempel at overnatte i shelter eller lav din mad over et bål. Vandre med oppakning på ryggen eller klatre i træer.

Facebook
Twitter