Tag på stranden selvom vejret er dårligt

Vejret er ingen hindring for sjove oplevelser. Men det handler i højere grad om at finde et mål med turen til eksempelvis stranden, råder eksperten.

En strandtur kan være andet og mere end en badetur. (© COLOURBOX)

De fleste af os har det på den måde, at når det er sommerferie – ja, så skal solen altså også skinne fra en skyfri himmel.

Men det har den bare ikke været så villig til i år, og så handler det for mange forældre i højere grad om at tænke lidt mere kreativt.

- Mange har det nok sådan, at de tænker strand, strand, strand, når de har sommerferie. Jeg har det selv sådan, at der skal godt nok meget regn og blæst til, før jeg synes, det er rigtigt træls, fortæller aktivitetschef i FDF Friluftscenter Sletten ved Silkeborg, Tomas Vilstrup, der netop selv har været på to ugers teltferie med familien i både regn og sol.

Loading preview...

- Og selvom vejret har været skiftende, så har vi da både badet, snorklet, klatret og meget mere.

Ud - uanset vejret

Lev Nu har bedt Tomas Vilstrup om at give nogle bud på aktiviteter, man som familie med børn kan kaste sig over, i disse dage hvor solen gemmer sig bag et gråt skydække.

- I vores familie har vi det sådan, at vi tager på stranden – uanset vejret. Når solen skinner er det selvfølgelig iført badetøj og for at dase og bade. Når vejret er gråt og køligt, ja så har vi mere tøj på – og med – for man kan sagtens bade og snorkle, selvom det er gråvejr og regn. Man skal bare have nogle større håndklæder med og noget skiftetøj.

- Men ellers gør det ingen forskel, man kan sagtens bade og snorkle, vandet er jo lige varmt.

Et mål med turen

Men det stiller lidt større krav til familien at gå på stranden, når vejret er mindre godt:

- Så er det en god ting at have et mål med turen. Man kan gå på opdagelse, bruge mere tid på at studere de ting, man finder langs strandkanten – eller de fisk eller krabber man fanger ved havet eller på havnen.

- Min bror har lige tilbragt 14 dage i sommerhus ved Vesterhavet sammen med sin familie, og de har efterhånden brugt flere hundrede kroner på at købe maling til de mange sten, de hver dag går på stranden for at finde. Så har de stor fornøjelse i at finde sten med helt specielle former - formen som en bus, en marinehøne osv. som man så kan male i de rigtige farver, forklarer Tomas Vilstrup og føjer til, at så vidt han ved, så er hans bror og familie stadig ikke blevet træt af at male på sten.

Find mulighederne

Så et mål med turen - uanset om den går til en skov eller en strand - er opgaven for familien:

- Mine egne børn på tre og fem er i hvert fald ikke overraskede, hvis vi siger, at nu skal vi på stranden, selvom vejret ikke er typisk strandvejr.

- Men for mange forældre handler det om at få en mere kreativ tilgang til aktiviteterne. Det kræver måske så, at man bruger lidt energi og finder muligheder for aktive udflugter og aktiviteter i det område, man er på ferie i.

Tomas Vilstrups ideer til aktiviteter på gråvejrsdage:

  • Geocathing – download geocathingapp´en og få adgang til de mange skatte, der findes i hobetal overalt i landet.

  • Bestig et bjerg.

  • Lav mad over bål.

  • Tag på sheltertur – find en rute på naturen.dk, hvor du både kan finde og booke shelters og teltpladser.

  • Mange naturcentre landet over holder også åbent i sommerferien, hvor man kan tilmelde sig aktiviteter, der ikke koster en formue og i mange tilfælde endda er gratis.