Fritid

Vi vil dyrke fleksibel sport: Løb og styrketræning hitter

Vi dyrker ganske vist mindre motion end tidligere - men det, vi dyrker, er den individuelle og fleksible sport.

Danskernes lyst til idræt har indtil videre toppet. Men når vi er aktive skal det være fleksibelt. (Foto: Zstockphotos © sCANPIX)

Vi dyrker lidt mindre motion nu, end vi gjorde for fem år siden, viser de nyeste tal i en undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut.

Fortællingen om danskere og motion har ellers været en uafbrudt succeshistorie siden 1964, og derfor er det opsigtsvækkende, at der nu er stagnation, siger analyse- og forskningsleder Maja Pilgaard:

- Vi kan ikke længere tage for givet, at det fortsætter derudaf. Det tyder på, at vi har nået et foreløbigt mætningspunkt i danskernes idrætsdeltagelse.

Hun præsenterede de nyeste tal fra undersøgelsen på konferencen ”Idrættens største udfordringer V” i denne uge:

De ældre indtager fitness-centret

Danskernes valg af idrætsaktiviteter viser en lille tilbagegang blandt traditionelle idrætsgrene, mens fitness, inklusive styrketræning, vokser i udbredelse.

Styrketræning har netop overhalet løb som voksne danskeres foretrukne motionsform, og i dag dyrker næsten hver tredje dansker styrketræning. Som tidligere er løb og vandreture stadig med i top 3.

Og det er børnene og de ældre, der primært dyrker motion: De 30-39-årige er dem, der motionerer mindst, mens de 60-69-årige er dem, der motionerer mest - sammen med børn på 7-9 år.

Der er masser af ældre mennesker i fitness-centrene rundt omkring, og det kan både være ældre der egentlig gerne har villet dyrke motion, og som nu har tiden til det.

Eller ældre som har fået et venligt puf af lægen på grund af de senere års fokus på, at motion kan fungere som medicin, når livsstilssygdommene begynder at presse sig på.

Voksne og motion

Idrætsdeltagelsen blandt voksne er i dag på 61 procent mod 64 procent i 2011.

Og hvor man i 2007 i gennemsnit dyrkede 3,3 aktiviteter og i 2011 2,8 aktiviteter, er tallet nu nede på 2,7 aktiviteter pr. aktiv voksen. Tilbagegangen er især gået ud over klassiske aktiviteter som fodbold og gymnastik.

Næsten hver tredje voksne dansker angiver i undersøgelsen at dyrke styrketræning, som dermed har overhalet løb som den mest populære idrætsaktivitet blandt voksne danskere. Styrketræning er især udbredt blandt de yngre, men er hos alle aldersgrupper i Top-3.

Generelt er der tilbagegang i langt de fleste idrætter, hvilket ud over den lidt lavere idrætsdeltagelse også skyldes den generelle tilbagegang i antallet af idrætter, de voksne danskere dyrker i gennemsnit.

Styrketræning, yoga og mountainbike er blandt de få aktiviteter, der har fremgang. CrossFit, en ny aktivitet i undersøgelsen, overhaler både håndbold og tennis blandt de voksne, og det kan være et udtryk for, at fleksibel idræt er nemmere at passe ind i en travl hverdag med karrierer og mindre børn.

Børn og motion

Idrætsdeltagelsen blandt børn er også faldet en smule. Den er i dag på 83 procent mod 86 procent i 2011.

Der er generel tilbagegang for de fleste idrætter, på grund af en mindre tilbagegang i idrætsdeltagelsen og at børn og unge dyrker færre idrætter: Et fald fra 3,9 aktiviteter i 2007 over 3,2 aktiviteter i 2011 til 3,0 aktiviteter i 2016.

Fodbold, gymnastik og svømning er trods tilbagegang stadig de mest udbredte aktiviteter sammen med ’street’ aktiviteter såsom løbehjul/skateboard/waveboard/rulleskøjter.

Styrketræning ligger nede som nummer otte på listen blandt børn og unges foretrukne aktiviteter, men er den eneste aktivitet, der har haft fremgang siden 2011. Blandt de 13-15-årige angiver hele 29 pct. at dyrke styrketræning.

Også kampsport, mountainbike og parkour er aktiviteter, som ikke oplever tilbagegang.

Top 10 over motion og sport (voksne)

  • Styrketræning (30 pct.)

  • Løb (29 pct.)

  • Vandreture (25 pct.)

  • Svømning (15 pct.)

  • Spinning (11 pct.)

  • Yoga (9 pct.)

  • Cykling (ikke transport) (8 pct.)

  • Gymnastik (8 pct.)

  • Fodbold (7 pct.)

  • Aerobic (7 pct.)

Top 10 over motion og sport (børn)

  • Fodbold (37 pct.)

  • Svømning (25 pct.)

  • Gymnastik (24 pct.)

  • Løbehjul/skate/wave/rulleskøjter (21 pct.)

  • Løb (18 pct.)

  • Trampolin (17 pct.)

  • Håndbold (13 pct.)

  • Styrketræning (12 pct.)

  • Dans (12 pct.)

  • Spejder (11 pct.)

Facebook
Twitter