Weekend-aktivitet med ungerne: Lav en hængende have i vinduet

Lav en KokeDama, eller mosbold, til dine blomster. En hængende have, som også er ideel overvintring for krydderurter.

(© Mads Boserup Lauritsen/TagTomat)

Mangler du en aktivitet med ungerne her i weekenden, så kan du kaste dig over en anderledes – og indendørs – have-aktivitet.

I kan lave KokeDama, en lille hængende have, som kan lyse op i vinduet i de mørke vintermåneder, foreslår Mads Boserup Lauritsen, bybonde og arkitekt hos firmaet TagTomat.

- Groft oversat betyder ”koke”mos og ”dama” jord på japansk. Kokedama betyder altså mosbold og kommer af en japansk havetradition, der består i, at man tager planten ud af sin potte og former rodnettet til en lille kugle, som er holdt sammen af mos og snor. Derefter kan den hænges op i vinduet.

- Mosboldene er en god fællesaktivitet med ungerne, og jeg har personligt flere gange brugt dem som værtindegaver, når vi skulle på besøg rundt omkring.

Lad krydderurterne overvintre i vinduet

Man kan bruge mange forskellige slags planter til en KokeDama.

- Enten nye planter og blomster som orkideer, krydderurter og julestjerner, eller flerårige planter fra haven såsom chilier, rosmarin eller ananassalvie, forklarer Mads Boserup Lauritsen.

- De vil ofte dø i det kolde danske vintervejr, men i en KokeDama kan de overvintre under ”mildere himmelstrøg” i vinduet.

KokeDamaen vedligeholdes ved at lade den trække i vand og derefter hænges op.

- Hos TagTomat bruger vi mosboldene til dels at dekorere vores vinduer med, men også til at lave overvintringsforsøg med kuldskære flerårige planter.

Guide til at lave KokeDama:

Mads Boserup Lauritsen har lavet nedenstående guide, så I kan gå i gang med at dyrke grønt i vinduet.

For at komme i gang skal I bruge:

  • Mos (ud og find noget i skoven eller i en park nær dig). Forsøg at få så lidt jord med som muligt.

  • En plante

  • Snor i valgfri farve

  • Saks

  • Evt. dekorative elementer som små julekugler, hvis I laver hyacinther ved juletid.

Fremgangsmåde:

Rens mos for jord.

Fjern jord fra rødderne – mængden af jord bestemmer størrelsen på mosbolden.

Fold mos omkring plantens rødder.

Bind en snor rundt om mosbolden, og lad den lange ende hænge ved, til du har justeret den på plads. Snoren bliver synlig, så vælg evt. en farve som er i kontrast til det grønne mos. Vi bruger madsnor, da det lige var det, vi havde liggende.

Dyp mosbolden i en skål med vand og lad den trække 4-8 minutter, til den føles tung og ikke suger mere. Lad den herefter dryppe af, eksempelvis ved at hænge den over vandhanen.

Hæng mosbolden op i en krog, eller måske over gardinstangen og juster højden. Du kan evt. binde en løkke omkring snoren og sætte den fast på haspen. Så er den nemmere at få ned når den skal vandes.

Føles mosbolden let, trænger den til vand. Det er svært at sige præcist hvor ofte, men jo mindre jord i bolden jo mindre vand, og derfor oftere vanding. Det lærer man hurtigt.

Du kan evt. bland ler i den jord som er omkring rødderne, så vil den holde lidt længere på vandet.

Der er også lavet en video, hvor du kan se, hvordan du skal gøre:

Facebook
Twitter