Hans 7-årige søn døde af kræft: Vi mangler et sprog for døden

Da journalist og DR-vært Esben Kjær i 2012 mistede sin 7-årige søn Sebastian, stod han tilbage med en ubegribelig sorg. En sorg, hans omverden ikke kunne håndtere.

(© dr)

Da Esben Kjærs søn Sebastian døde, viste det sig, at han havde to slags venner: Dem, der var der for ham. Og dem, der ikke var der. Den første gruppe var langt, langt mindre end den sidste.

- At miste er det mest ensomme, jeg har oplevet. Man regner med, at familie og venner er der til at gribe en. Men i stedet for at komme løbende for at give støtte, så løb de væk, fortæller radioværten, der i 2012 mistede sin 7-årige søn Sebastian til en sjælden kræftsygdom.

Sidste år udkom hans bog ’Min usynlige søn – kunsten at leve med sine døde resten af livet’, der er skrevet ud fra de oplevelser og erkendelser, han gjorde sig i forløbet efter sønnens død. Kombineret med research og interviews med præster, sorgforskere og andre eksperter undersøger Esben Kjær sorgens natur – herunder hvordan døden og sorgen over at miste er blevet så fjernt for os, at vi ikke magter at give rum til de døde i vores liv.

For tiden er han vært på DR K-serien ’Kunsten at miste’, ligesom han i dag er vært på flere P1-programmer i anledning af DR’s temadag ’Sammen om sorgen’.

Ligesom andre efterladte oplever Esben Kjær fortsat, at omverdenen mangler evne og vilje til at gå ind i samtalen om Sebastians død og Esbens sorg. Det er som at miste to gange: Først dør en, man elsker. Derefter tier familie og venner den afdøde ihjel.

- Det var, som om Sebastian aldrig havde været her, for der var ingen, der nævnte ham. Og hvis han blev nævnt, blev folk utilpasse.

Siden sønnens død har Esben Kjær gjort det til sin mission at få samfundet til at gøre plads til de døde. På den måde vil der også blive bedre plads til de efterladte og deres sorg.

Sorg er ikke en sygdom, der skal kureres

De seneste år er der kommet et øget fokus på sorg. Det skyder op med sorggrupper landet over, og i 2018 forventes det, at kompliceret sorg kommer på den internationale sundhedsorganisation WHO's liste over officielle sygdomme. Det betyder, at man vil kunne få diagnosen ’vedvarende sorglidelse’.

Men i Esben Kjærs optik ændrer det ikke ved det faktum, at vi som samfund ikke kan finde plads til de sørgende.

- Det kan godt være, vi taler meget om sorg. Men det betyder ikke, at vi bliver bedre til at håndtere mennesker i sorg. Vi opfatter sorg som en sygdom, der skal kureres. Og lige om lidt kan vi endda få en diagnose til at forklare vores sorg. Men for de 85 procent af os, der har et normalt sorgforløb, er sorg ikke en sygdom.

Esben Kjær fortæller, at sørgende ofte bliver mødt af spørgsmålet, om de ikke snart er ovre deres sorg. Om de ikke snart skal komme videre.

- Men sorg er ikke noget, der går over. Som nyere sorgforskning også har slået fast, er sorgen noget, man lever med resten af sit liv.

Selv beskriver Esben Kjær sorgen som en transformerende kraft, der ændrer dig som menneske – på godt og ondt, uanset om du vil det eller ej. Alting ændrer sig, når man har oplevet sorgen, og hvis ens omverden ikke har taget del i den rejse, så er det svært at finde sig tilpas i de relationer, man havde, før man mistede.

Men hvis sorgen skal have en ordentlig plads i samfundet, bliver man nødt til også at give plads til døden og de døde, lyder det fra Esben Kjær. Og det er dér, det for alvor bliver svært.

I serien 'Kunsten af miste' møder Esben Kjær Sara, som gør alt hun kan for at gøre plads til sin afdøde søn i hverdagen. (© dr)

- Døden passer ikke ind i vores rationelle verden, hvor vi lever i den illusion, at vi er udødelige – eller i hvert fald at vi først dør mætte af dage som 97-årige af hjerteslag over et godt glas portvin. Faktum er, at de fleste af os dør meget tidligere, end vi tror, efter lang og ubehagelig sygdom. Vi tror, vi kan klare alt og selv bestemme, hvordan vores liv skal udforme sig, siger han og fortsætter:

- Sebastian minder folk om, at de ikke selv kan styre en skid, når det kommer til stykket. Det gør dem angste, og så er det lettere at fortrænge det eneste, vi kan være sikre på her i livet. At vi skal dø. Men det kræver, at vi også fortrænger påmindelserne om det – altså de efterladte.

Nye ritualer kan give plads til de døde i livet

Når Esben Kjær skal finde en forklaring på, hvorfor både døden og sorgen har fået en så fortrængt plads i vores vestlige kultur, finder han en stor del af forklaringen i vores velstand og i velfærdssamfundet.

Vi placerer de syge i beskyttede boliger, de gamle på plejehjem og de døende på hospice, så vi slipper for at blive konfronteret med livets grimhed og brutalitet, forklarer han. Langt de fleste går igennem et halvt liv, før de ser en død første gang.

- Engang havde døden plads blandt de levende. Livet var hårdt og brutalt, og derfor var man bevidst om, at livet på et tidspunkt skulle slutte. Det betød, at man havde et sprog for døden. Man havde ritualer, der sikrede kontakten med de døde. For som man altid har vidst i alle kulturer til alle tider, går de døde på en eller anden mærkelig måde ikke rigtig væk. Men i mange kirker kan man ikke engang få lov til at tænde lys for de døde.

Esben Kjær mener derfor, at både kirke og vi selv bør skabe nye ritualer, som giver de døde plads i vores liv. Både fælles og personlige. I hans eget hjem har sønnen Sebastian fået et lille alter, hvor Esben, hans kone og deres søn kan være med Sebastian, og børnene kan give ham en lille gave. På den måde er han stadig en del af familien.

- Det er igennem ritualerne, at vi kan opretholde en slags forbindelse med de døde, som alle kulturer har haft til alle tider. Som det ser ud i dag, har vi ingen ritualer, så snart begravelsen er overstået. Vi bør genindføre de sociale færdselsregler om, hvordan vi opfører os overfor efterladte. For eksempel at man er der for hinanden og taler om de døde. Så lad os få lavet nogle nye ritualer og sociale konventioner, så vi som samfund kan få et sprog for døden.

Her er Esben Kjærs råd til, hvordan du bedst er der for folk i sorg:

  • Mød op til begravelsen (men spørg først, hvis du er i tvivl). Mange efterladte finder trøst i, at mange møder op for at sige farvel. Men husk, at dit engagement ikke skal stoppe dér. Sorgen er livslang, og det bør dit engagement i dem du holder af også være. Navnlig de følgende måneder kan være hårde. Vis navnlig dit engagement og din deltagelse dér. Og husk mærkedagene – det er en god anledning til at vise sin betænksomhed.

  • Sig aldrig ”nu må du se at komme videre”, ”godt han fik fred”, ”han er et bedre sted nu” eller lignende. Sådanne bemærkninger handler om DIT behov for at få den efterladtes sorg til at gå væk – ikke om den efterladtes behov for at være i sin sorg. Udtryk i stedet, hvor ked af det du er på den efterladtes vegne – på en måde, så det kan mærkes. Mange efterladte har et anstrengt forhold til det kølige ord ”kondolere”. Sig i stedet noget i retning af ”det gør mig så ondt”.

  • Tal om den afdøde. De fleste efterladte vil gerne tale om deres elskede. Men omverden gør normalt sit bedste for at tie den døde ihjel. Det er ondt. Del et minde om den afdøde – de fleste efterladte bliver glade for, at deres elskede har sat sig aftryk her i verden. Og vær ikke bange for at få den efterladte til at græde – tårerne er allerede derinde, og du kan ikke sige noget af et rent, kærligt hjerte, der gør tingene værre – kun bedre. Og efterladte er seje, de kan tåle lidt af hvert. Det eneste, der virkelig kan gøre det værre, er, når du og resten af omverden ikke snakker om den døde.

  • Sig ikke: ”Ring, hvis jeg kan hjælpe”. Folk i dyb sorg kan ikke bede om hjælp – eller organisere den hjælp, der tilbydes. Stil op, spark døren ind, tag initiativet, gør NOGET - og gør det igen og igen, dyb sorg varer mellem seks måneder og to år. Men vigtigere end at gøre er at VÆRE: Vær med den efterladte, vær der FOR den efterladte, vis din empati – vis at du kan mærke den efterladtes smerte og er der for hende. Du kan ikke fikse sorgen – det eneste, du kan, er at støtte den efterladte, mens sorgen gør det, den skal. Den efterladte vil være evigt taknemmelig mod de få, der virkelig er der – mens venskaber med folk, der ikke er der, bliver mindre vigtige eller glider ud.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk