Jakob blev ufrivilligt far - og han er ikke den eneste

Foreningen Far får hvert år op mod 500 henvendelser om mænd, der ikke har lyst til at blive far.

Da Jakob for fem år siden fik at vide, at han skulle være far, forsøgte han at overbevise kvinden om at få en abort (arkivfoto). (© DR)

"Jeg er gravid og har tænkt mig at beholde barnet."

- Det er muligvis den værste besked, jeg nogensinde har fået i mit liv, fortæller 27-årige Jakob, der for fem år siden fik en søn efter at have haft ubeskyttet sex med kvinde en enkelt aften.

- Jeg havde det, som om mit liv skulle slutte, og at der ikke var nogen måde, at jeg kunne komme uskadt igennem den situation, siger Jakob.

Flere hundrede henvendelser

Jakob er langt fra den eneste, der har oplevet at blive far ved et uheld.

Hos Foreningen Far er mellem fem og ti procent af de cirka 5.000 årlige henvendelser fra både mænd og kvinder, der står i lignende situationer.

- Det er ikke usædvanligt, at vi får henvendelser om one night stands, der fører et barn med sig. De fleste mænd i den gruppe tager et ansvar, og det råder vi dem også til, for det er både bedst for barnet og faren, siger Jesper Lohse, der er formand for foreningen.

Det er kvindens krop og valg

Der findes ingen dansk forskning på området, men Svend Aage Madsen, der er chefpsykolog ved Rigshospitalet og har beskæftiget sig med mænd og faderskab i flere år, er stødt på flere ufrivillige fædre i sin forskning.

- Manden kan hverken gøre det ene eller andet, for det er kvindens krop og valg. Det kan man så kalde en biologisk ulighed, der kan give eksistentielle problemer, siger Svend Aage Madsen. Han forklarer, at den uønskede rolle som far, kan rejse mange spørgsmål: "Hvad er overhovedet godt for barnet? Hvordan skal jeg gebærde mig? Hvad har jeg egentlig selv lyst til? Hvad skal min rolle være?"

- Mændene oplever en konflikt indeni, og alle de bitre følelser mod kvinden kan hurtigt gå ud over barnet. Mændene har virkelig behov for hjælp og vejledning, hvis de bliver far uden at ønske det, fortsætter chefpsykologen.

Et af de vigtigste valg i livet

Også mandeforsker ved Roskilde Universitet Kenneth Reinicke har mødt ufrivillige fædre i sin research om unge fædre. Han peger også på, at mændene oplever modsatrettede følelser.

- De er på den ene side vrede og bitre, og på den anden side oplever de en traditionel stolthed over at have reproduceret sig selv, siger han.

- Det er et af de vigtigste valg i livet, som de ikke har indflydelse på, så de kan komme til at føle sig degraderet til en birolle. Og det kan være svært at forholde sig konstruktivt til situationen, hvis man føler sig snydt, siger Kenneth Reinicke.

Han fremhæver, at relationen mellem manden og kvinden og graden af ufrivillighed er afgørende for mandens reaktion på faderskabet.

Nogle lyver om prævention

Foreningen Far får ikke kun henvendelser fra mænd, der bliver fædre gennem onenightstands, men også fra mænd, der har været ude for, at kvinden lyver om, at hun tager p-piller.

Det var netop tilfældet for 28-årige Nikolaj. Hans kæreste Carina stoppede med at tage sine p-piller uden at fortælle Nikolaj om det.

Hun fortalte først Nikolaj om graviditetens omstændigheder, da forholdet var slut og deres søn var et år gammel.

- Det var et overgreb på min identitet. Carina kendte mig udmærket og valgte det her uden at tænke over, hvor jeg var i mit liv, fortæller Nikolaj.

Det føles ikke som 'den rigtige måde'

- Nu er jeg snart 30 år, og så er det meningen at man skal være færdig med sit studie og til at have børn, men jeg har jo børn, bare ikke på den rigtige måde.

I Foreningen Far opererer de dog ikke med begreber som “rigtige” og “forkerte” fædre. Men formand Jesper Lohse mener, at en mand som udgangspunkt skal være ligeværdig i beslutningen om at sætte et barn i verden.

- Det er unfair, når kvinden snyder med præventionen, men uanset hvad, så skal manden altid tage ansvar for sit barn, siger Jesper Lohse. For foreningen arbejder primært for børns ret til både en mor og en far.

Ville ikke byde barnet en 'ukendt far'

Da Jakob for fem år siden fik en besked om, at han skulle være far, var han mest af alt optaget af at overbevise den kvinde, han havde gjort gravid, om at hun skulle få en abort. Men det ønskede hun ikke.

- Jeg kunne slet ikke rumme det. Jeg tænkte kun på mig selv, og jeg tænkte slet ikke konstruktivt, fortæller Jakob.

Kvinden gav Jakob muligheden for at optræde som ukendt far på fødselsattesten, men det kunne Jakob ikke få sig selv til at sige ja til.

- Et barn forsvinder ikke ved, at jeg vælger ikke at have noget med ham at gøre. Og som et moralsk menneske følte jeg en form for pligt til at sige ja til at være far. Også selvom jeg i virkeligheden ikke havde lyst, siger Jakob, der under graviditeten og efter fødslen var depressiv, men gjorde meget ud af at signalere til sin omverden, at han havde styr på situationen.

Da drengen sagde far smeltede Jakob

- Jeg gav udtryk for, at min søn bare var så nuttet og sød, at jeg elskede ham, selvom jeg ikke gjorde. Jeg spillede den rolle som far, som jeg troede, at folk forventede af mig, siger han.

Det var først da Jakobs søn en dag kunne sige ‘far’, at Jakob begyndte at elske ham og for alvor føle sig som en far.

- Jeg føler, at jeg har skullet kæmpe for den her kærlighed, og det gør det bare så meget sødere, at jeg i dag kan sige, at jeg elsker min søn.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk