10.000 skridt om dagen er en god start på ny livsstil

I tv-programmet U-turn hjælper Chris MacDonald otte livsstilssyge danskere med at lægge deres liv om. Få hans råd til, hvordan du kommer i gang med dit eget U-turn.

(© Colourbox)

I U-turn følger vi otte syge danskeres kamp for at ændre deres usunde livsstil og få et bedre og længere liv. Men de otte personer er desværre langt fra de eneste, der kunne bruge et U-turn.

Over 400.000 danskere har en hjertekarsygdom og over en kvart million har type 2 diabetes. Dertil kommer en stigning i antallet af livsstilsrelateret stress og depression og andre livsstilssygdomme.

- Et flertal af os er faktisk i risiko for at udvikle livsstilssygdomme. Så tv-programmet er ikke kun relevant for syge personer, men et program, som forhåbentlig kan få alle danskere til at tænke over og tage et grundigt kig på deres livsstil, siger fysiolog Chris MacDonald, der er coach for deltagerne i programmet.

Der findes desværre ingen nem og generel opskrift på, hvordan man får en sundere livsstil. Alle personer er forskellige med forskellige behov. Og har man først fået en livsstilssygdom, så påvirker det også, hvilken indsats man kan og bør gøre.

Når det er sagt, så vil Chris MacDonald gerne give nogle helt generelle råd, som du kan tage udgangspunkt i.

Gode råd til at undgå livsstilssygdomme:

  • Hvis du er syg og/eller på medicin, så lav aldrig store livsstilsændringer uden at tale med din læge. Personerne i tv-programmet U-turn er under lægelig supervision.

  • Det kan være svært at erkende, at du har en livsstil, der påvirker din krop negativt. Men det er bedre at erkende det end at fornægte det, for de negative effekter bliver bare større og mere alvorlige, jo længere du lader stå til.

  • Mange tror fejlagtigt, at kun mennesker med symptomer på sygdom bør bekymre sig om deres livsstil. Men symptomerne kommer måske først efter 10-20 år, som resultat af en uhensigtsmæssig livsstil. Hvorfor vente til lortet har ramt ventilatoren? Med andre ord, jo før du kommer i gang, jo bedre og jo lettere.

  • Medicin behandler symptomer forbundet med livsstilssygdomme. Eksempelvis hvis du tager medicin mod forhøjet blodtryk, bliver blodtrykket normaliseret, men stopper du med at tage medicinen, stiger blodtrykket. Så sygdommen er der stadig. Det kan være en falsk tryghed. Hvis du ændrer din livsstil, behandler du ikke alene symptomerne, men påvirker også årsagen til dit forhøjede blodtryk. At ændre livsstil giver dig desuden en følelse af selvkontrol og er forbundet med færre bivirkninger end de fleste former for medicin.

  • Stop op. Er der noget du kan gøre for at ændre din livsstil i en mere positiv retning inden du bliver syg? Forebyggelse er lettere end behandling.

  • Få styr på dit døgn - din tid. Du kan ikke forvente, at en sundere livsstil kommer af sig selv. Du skal investere i din krop, som du investerer i din pension. Og tid er en mangelvare for de fleste, så du skal strukturere din tid.

  • Motion er ekstrem stærk medicin både som forebyggelse og behandling. Motion er andet end blot løb, fitness osv. Den mest brugte form for motion i U-turn programmerne er gang. Respekter dit udgangspunkt. 10.000 skridt om dagen er en super start. Det svarer til 100 minutters rolig gang eller 75 minutters hurtig gang.

  • Få hjælp af andre. Det er meget svært at ændre sine vaner alene. Lav en aftale med andre. Det forpligter og giver anerkendelse og er mere holdbart end at tro, at du kan overholde alle aftaler med dig selv.