200.000 har en lungesygdom uden at vide det

I dag er der gratis tests af lungefunktionen i hele landet.

Du kan få testet dine lunger ved at puste i en maskine. Det er smertefrit og tager kun få minutter. Her er det DR-studievært Connie Pedersen, der tester sin lungefunktion. (Foto: Mette Skov-Jensen © Dr)

Omkring 430.000 danskere har lungesygdommen KOL, der gør, at de bliver forpustet af småting eller hoster og hakker sig gennem dagen.

Men cirka halvdelen af dem ved ikke, at deres lunger er syge. For trods symptomerne er de aldrig gået til lægen og fået tjekket lungerne, selv om det kun tager 10 minutter.

- Mange med symptomer på en lungesygdom skyder det hen og tænker, at de bare er i dårlig kondi. Eller også ved de slet ikke, at man lynhurtigt kan få målt sin lungefunktion, siger Anne Brandt, der er direktør i Lungeforeningen.

Gratis lungetjek i 89 kommuner

Lungeforeningen tilbyder derfor i dag et gratis lungetjek til alle i anledning af, at det er International Lungedag.

Der vil over hele landet være en lang række arrangementer, hvor man kan få en gratis lungefunktionsmåling eller en snak om lunger.

- I nogle byer vil lungetjekket foregå på apoteker og hospitaler, mens det andre steder vil foregå på biblioteker og i supermarkeder for at møde borgerne, der hvor de er, siger Anne Brandt.

Se, hvor du kan blive testet

Ligesom med mange andre sygdomme så er det bedst at opdage lungesygdomme som astma, KOL og mere sjældne lungesygdomme så tidligt som muligt.

- Med en lungefunktionsmåling kan man finde de fleste tidlige tegn på syge lunger. Og så kan man få behandling, inden sygdommen udvikler sig og giver flere komplikationer og problemer, siger Anne Brandt.

Vil du have et gratis lungetjek i dag, så kan du se, hvor det foregår på hjemmesiden lunge.dk.

I denne Youtube-video kan du se, hvordan man et lungetjek foregår.

Facebook
Twitter