35 år og i overgangsalderen på grund af lumsk sygdom

Demonstranter sætter i dag fokus på sygdommen endometriose i Danmark og 39 andre lande.

(Foto: Mikkel Schebye Johnsen)

Mette Fuglsang Damsgaard er 35 år og allerede i overgangsalderen. Hun lider af sygdommen endometriose og fik som følge deraf fjernet sin livmoder og sin ene æggestok, allerede da hun var 29 år gammel. Og i januar i år fik hun fjernet den anden æggestok.

Derfor er hun nu permanent i overgangsalderen, og derfor kan hun nu ikke blive gravid.

- Jeg kunne måske have beholdt den sidste æggestok, hvis lægerne havde taget mig alvorligt noget tidligere. Jeg fik endda min diagnose "hurtigt", fortæller hun

- Jeg var ved lægen første gang som teenager med smertefulde menstruationer. Jeg fik p-piller som hjalp, men i 2002 måtte jeg til gynækolog igen med smerter. Her blev endometriose nævnt første gang.

Det tog lang tid at få diagnosen

Det blev dog i første omgang afvist pga normale ultralydsscanninger. Men i 2005 fik Mette Fuglsang Damsgaard bekræftet diagnosen.

- Det tog altså tre år. Det er under gennemsnittet, men jeg nåede i de tre år at besøge fem læger, som alle insinuerede, at jeg i hvert fald ikke fejlede noget i underlivet.

- Jeg brugte en del penge på fysioterapi for at bevise, at det ikke bare var myoser i bækkenbunden, jeg fik akut mavekatar og måtte indlægges, og jeg nåede også to indlæggelser på mistanke om blindtarmsbetændelse, som viste sig være bristede cyster med fri væske i bughulen.

Svært at have et normalt liv

Siden 2005 er Mette Fuglsang Damsgaard opereret nogle gange, har været i kunstig overgangsalder i alt tre gange og er altså nu permanent i overgangsalder.

- Det sværeste for mig har været at opretholde et såkaldt normalt liv. Jeg læste til cand.polit og måtte tage en del eksaminer på morfin og udskyde andre. Jeg blev på et tidspunkt opereret tre gange på under 12 måneder, så uvisheden om hvornår den næste operation lurede, var hård. Så mange operationer tager også hårdt på kroppen generelt.

- Til sidst var jeg så syg, at lægerne talte om førtidspension, men jeg nægtede at give op og indstille mig på et liv på morfin på sofaen.

Demonstration sætter fokus på sygdommen

Mette Fuglsang Damsgaard understreger dog, at hun nu har fået en normal hverdag tilbage og ikke længere frygter, om den næste operation venter lige om hjørnet.

Hun vil gerne skabe mere opmærksomhed om sygdommen endometriose. For at hjælpe andre patienter med at få en hurtigere diagnose og bedre behandling. Derfor står hun i spidsen for en dansk demonstration – efter amerikansk forbillede – der skal råbe politikerne op. Det sker i dag klokken 14.30 i København.

Facebook
Twitter