Aids-dag markeres over hele verden: Her er sygdommens historie

Aids har siden begyndelsen af 80'erne kostet knap 40 millioner mennesker livet på verdensplan.

I anledning af World AIDS Day eller bare international Aids-dag tændes tusindvis af lys i eftermiddag i København for at mindes de mennesker, der gennem tiden er døde af aids.

I dag klokken 12.30 svarer Preben Bakbo Sloth, som har været hiv-smittet siden 1987, på spørgsmål og kommenterer på fordomme på dr.dk. Allerede nu kan du indsende dit spørgsmål her.

Prinsesse Marie, som er prorektor for Aids-Fondet, er med til at tænde lysene klokken 15. Siden 1994 er dagen blevet markeret i Danmark, men historien om aids begynder helt tilbage i 1981, hvor virusset første gang bliver registreret af det amerikanske sundhedsvæsen.

Hiv og aids
  • Hiv er et virus, der overføres ved seksuel kontakt eller via blod
  • Aids er den dødelige sygdomstilstand, hiv-virusset kan forårsage
  • I begyndelsen kunne man ikke forhindre hiv i at udvikle sig til aids, men det har man kunnet siden 1996

Sygdommen, som blandt andet smitter gennem blod, fylder for alvor i mediebilledet gennem 1980'erne og 1990'erne, og budskabet om at dyrke sikker sex ved at huske kondom bliver råbt højt igen og igen.

Selvom det er begrænset, hvor meget vi i dag hører om virusset hiv, som kan forårsage den dødelige sygdomstilstand aids, er der fortsat knap 40 millioner mennesker på verdensplan, som lever med hiv.

I Danmark antager man, at omkring 6.200 personer lever med hiv. Antallet af nye smittede har ligget stabilt omkring 200 i Danmark gennem en længere årrække.

Kilder: Aids-Fondet, BBC, Time Magazine, BT, Hvidovre Hospital og TV 2.