Bodil Jørgensen to år efter ulykken: Kroppen er ikke længere den samme

Efter en voldsom ulykke i 2014, der næsten kostede hende livet, knager kroppen stadig for skuespillerinden.

I sommeren 2014 begyndte optagelserne til filmen 'Far til fires vilde ferie'. På rollelisten var blandt andre Bodil Jørgensen som fru Sejer. En rolle, hun også spillede i den foregående 'Far til fire'-film.

Optagelserne kom til at ændre Bodil Jørgensens liv, som hun var tæt på at miste.

18. juni skulle holdet filme en scene på øen Mandø i Vadehavet. Det foregik tidligt morgen på et dige, hvor optagelserne var blevet forsinket.

Den morgen ringede telefonen hos Morten Søborg, Bodil Jørgensens mand.

- Jeg blev vækket af en, der ringede op fra stedet, som fortalte, at Bodil havde haft en ulykke. I starten tænkte jeg: "Nå okay, hun har forstuvet foden eller sådan noget". Men så kan jeg godt høre, det er rigtig alvorligt, siger Morten Søborg.

Bodil Jørgensen var blevet kørt over af en traktor.

- Jeg følte ikke, jeg havde ondt. Jeg følte ikke noget andet end noget helt sært indefra. Jeg tænkte bare, min far kommer nok og hjælper mig op. Og det var ret mærkeligt, for han havde været død i mange år, fortæller Bodil Jørgensen om oplevelsen.

Alle ribben var brækkede. Skambenet var knust. Det samme var begge kraveben – det ene i 12 stykker. Hovedet var forslået, svulmet op til dobbelt størrelse. Der var blødninger i lever og nyre, begge lunger klappede sammen, og den 55-årige skuespillerinde var tæt på at drukne.

Hun var hårdt medtaget og lå flere dage i koma.

(Foto: Lasse Spang Olsen © dr)

- Hun lå bare der fuldstændig ugenkendelig. Det menneske, man elsker overalt på jorden. Jeg tænker: "Hvad med børnene?" og "hvad, hvis hun ikke klarer den?", siger Morten Søborg.

Bodil bliver aldrig den samme

Bodil Jørgensen klarede den. Hun overlevede, hvad hun selv kalder ”en dyster rejse”, men mere end to år senere er hun stadig påvirket af ulykken. For, som Morten Søborg siger, der er mange langtidsvirkninger ved at få ”radbrækket skelettet.”

- Bodil bliver aldrig den samme som før ulykken. Det skal hun trækkes med resten af livet.

Under ulykken blev en nerve i Bodil Jørgensens hoved revet over. Følelsen i den ene side af ansigtet forsvandt og kom aldrig igen. Tre store skruer i lænden holder i dag bækkenet samen. De skal sidde der resten af livet.

- Kroppen er blevet en anden. Den er vokset sammen på en anden måde. Det knager i mit bækken, når jeg går. Om morgenen er det værst. Der skal jeg virkelig i gang, siger Bodil Jørgensen.

Bodil Jørgensen - med livet som indsats

  • Hvordan kunne det gå så galt på en kontrolleret filmoptagelse? Kunne det ske igen? Og hvorfor vil ingen selskaber forsikre skuespillere og statister imod ulykker på danske filmoptagelser? I programmet 'Bodil Jørgensen - med livet som indsats' finder seerne ud af, hvordan Bodil Jørgensen lever med følgerne af sin ulykke, og hvorfor hun nu står frem sammen med sin mand Morten Søborg.

  • Programmet sendes mandag 22. august klokken 21.30 på DR2.

Facebook
Twitter