Brevkasse: Hjælp mig af med min altødelæggende hovedpine

Jeg har hørt, at en chip indopereret i hjernen kan hjælpe andre i min situation.

(Foto: Odilon Dimier © Colourbox)

Jeg er 59 år og har haft Hortons hovedpine siden ca. 1997. Nu har jeg set i nyhederne, at en chip i kraniet skulle kunne kurere ekstrem hovedpine.

Jeg har 3-5 meget dybe anfald om året ud over den daglige hovedpine, som jeg kan tage med forskellig medicin. Men ved de dybe anfald skal jeg til lægevagten og have en morfinsprøjte og så besøg af hjemmesygeplejersken 2 gange i døgnet til at give morfin.

Jeg får førtidspension, og mit højeste ønske er at kunne klare BARE et fleksjob. Man bliver skør af at gå hjemme.

Jeg har prøvet ilt, kranio-sakral terapi og forskellige former for smertestillende medicin, men er bange for at blive afhængig af morfin. Jeg håber meget I kan hjælpe mig og de 6.000 andre med Hortons Hovedpine.

Der ikke noget at sige til, at du er på jagt efter nye muligheder, så meget som hovedpinen tydeligvis påvirker dit liv.

En uudholdelig hovedpine

Hortons hovedpine kaldes undertiden også selvmordshovedpinen - smerten skulle være noget nær uudholdelig.

Et andet navn for den er cluster- eller klyngehovedpine, fordi smerteanfaldene typisk optræder i klynger, med flere daglige anfald over en periode, hvorefter man kan være fri i længere tid.

De fleste har en eller to smerteperioder årligt, nogle få har en mere kronisk form uden længere smertefrie intervaller.

Smerten sidder oftest omkring det ene øje og beskrives som skærende og intens – som en kniv, der stikkes ind i øjet! Anfaldene varer fra minutter og op til nogle timer ad gangen.

Under anfald løber det smertende øje ofte i vand, bliver rødt, måske hævet, øjenlåget kan hænge. Patienten kan ikke finde ro og bevæger sig rastløs omkring - i modsætning til dem med eksempelvis migræne, som typisk vil have det bedst ved at ligge stille.

Der forskes i at tage smerterne

Årsagen til Hortons hovedpine er endnu ukendt, men skal sandsynligvis findes i selve hjernen. Alkohol og hjertemedicin af nitroglycerin-typen kan – under en klynge-periode, udløse smerterne.

Til trods for den voldsomme og skræmmende smerte, er Hortons hovedpine ikke farlig på sigt – smerten går over igen, og hjerneskanninger og lignende er typisk helt normale.

Behandlingen sigter derfor på at standse eller forhindre smerten, men den er langt fra ideel. Indånding af ilt, som du også har prøvet, er noget af det mest effektive, foruden migrænemedicin, givet som indsprøjtning. En del patienter har også god gavn af forebyggende medicin i deres klynge-perioder.

Hortons hovedpine aftager desuden som regel med alderen, hvis det er nogen trøst!

Morfin, som du skriver, du får, indgår normalt ikke i behandlingen af Hortons, så der skal være helt særlige grunde til at give det. Du nævner selv, at du er bange for dens afhængighedsskabende virkning, så du bør sammen med din læge se på, om du virkelig har gavn af det.

Medicin kan udløse smerterne

Derudover skriver du, at du tager forskelligt medicin mod ’den daglige hovedpine’, og det får advarselslamperne til at blinke her! Daglig brug af smertestillende medicin kan nemlig udløse hovedpine – og dermed være vejen ind i en rigtig ond cirkel!

Mit bedste råd til dig er snarest at tage din hovedpine og din behandling op med din læge, så I sammen kan finde ud af, om ikke der er en bedre vej for dig. Bemærk også, at mange sygehuse har særlige klinikker til behandling af smerter, deriblandt hovedpine, som kan hjælpe med at finde den rette behandling netop til dig.

Den nye behandling, du har hørt om, afprøves i øjeblikket på patienter med Hortons såvel som andre typer af nerve-udløst hovedpine. Erfaringerne er endnu begrænsede, men undersøgelserne foregår blandt andet her i landet, så ekspertisen findes!

Der indopereres en elektronisk chip ved kæben, med kontakt til nogle af de vigtige nervebaner fra hjernen. Når smerten kommer, kan chip’en aktiveres ved hjælp af en fjernbetjening og så ”blokere” for de nerveimpulser, der udløser smerten. Metoden lyder bestemt lovende, og vil forhåbentlig åbne muligheder for hårdt ramte mennesker.

Men man vil altid sikre, at alle andre behandlingsmuligheder er prøvet, inden et sådant indgreb kommer på tale.

Facebook
Twitter