BREVKASSE Hvor vigtigt – eller farligt – er magnesium?

Magnesium indgår stort set i alle kroppens organer, så det er meget vigtigt, forklarer lægen.

Men langt langt de fleste mennesker er dækket fint ind af en varieret kost og behøver ikke tilskud, uddyber Britta Weyer. (© dr)

"Jeg har været sygemeldt med stress og har i den forbindelse gået hos en psykolog. Han anbefalede mig blandt andet at købe nogle magnesium-tabletter, som jeg kunne tage en af, inden jeg skal sove. Fordi magnesium kan mindske indholdet af stress-hormon i kroppen, sagde han. Og det lyder jo dejligt, når man har svært ved at sove.

Kan samtidig huske, at en veninde for år tilbage fortalte mig, at hvis man led af overdreven sukkertrang i forbindelse med menstruation, så kunne magnesium tage toppen af den trang.

Britta Weyer

Britta Weyer er uddannet læge i almen medicin. Hun har arbejdet som praktiserende læge, men arbejder i dag som børne- unge læge i Århus, hvor hun arbejder med børn og deres familier og til daglig har et bredt samarbejde med mange faggrupper.

Britta er også glad for at formidle sin lægefaglige viden, så derfor er hun også uddannet journalist.

Du kan spørge Britta om kroppen og dens mange funktioner.

Se profil

Derfor kiggede jeg netop på glasset med almindelige multivitamin-piller, som vi tager en af hver morgen her i familien, og da kunne jeg se, at de kun dækker 15 procent af det daglige behov for mineralet. Hvorfor det, hvis magnesium har så mange gode kvaliteter? Kan man få for meget af det?"

SVAR:

Ingen tvivl om, at Magnesium er vigtigt – det er en nødvendighed for samtlige organer, særligt for hjerte, muskler, nyrer og hjernen.

Det har del i kroppens helt basale funktioner, som energiproduktion, aktivering af enzymer og regulering af saltbalancen, kalk, sporstoffer, vitaminer og meget andet!

Det er også rigtigt, at magnesium indgår i de processer, der regulerer søvnen, og at det påvirkes af langvarig stress, men det er nogle uhyre komplicerede sammenhænge, som vi kun kender en smule af endnu.

Spis fuldkorn, grøntsager og nødder

En almindelig, varieret kost vil dække behovet for magnesium for langt de fleste, især fuldkornsprodukter, grønbladede grøntsager og nødder er gode kilder.

Der er altså ikke behov for tilskud under normale omstændigheder, men eksempelvis ved længerevarende diarré eller opkastninger, dårligt reguleret diabetes eller brug af visse typer vanddrivende medicin udskilles der mere magnesium end normalt.

Også stofskifte- og nyresygdomme kan påvirke magnesiumbalancen, og det samme kan længerevarende stress. Sveder man voldsomt eller har kraftige menstruationer, taber man også magnesium, og indtagelse af større mængder af salt, kaffe eller alkohol kan påvirke optagelsen af magnesium.

Meget diffuse symptomer

Symptomerne på magnesiummangel afspejler de mange funktioner, det har i kroppen, og kan være svære at erkende.

De omfatter træthed, tendens til angst, uro og irritabilitet, søvnbesvær, maveproblemer, hjerterytmeforstyrrelser, lavt blodtryk og muskelsvaghed.

Derudover tyder det på, at mangel på magnesium kan forværre en lang række sygdomme, deriblandt astma, depression, diabetes, hjertesvigt og andre hjerte-karsygdomme, migræne, knogleskørhed og præmenstruelt syndrom(PMS).

Men at måle mængden af magnesium i kroppen, er ikke ligetil, da det meste af det befinder sig inde i cellerne, og da knoglerne indeholder depoter af magnesium, som kan frigøres ved mangel.

Som du ser, er der altså noget om en sammenhæng med både stress, søvn og gener ved menstruation, men det er næppe så simpelt, at ekstra magnesium vil kunne løse de problemer for de fleste - men det kan da være værd at prøve!

Formentlig skylles det bare ud i toilettet

Og det fører til dit næste spørgsmål, om man kan få for meget.

Normalt udskilles overskydende magnesium gennem nyrerne uden problemer, så medmindre man har en nyresygdom eller indtager helt ekstraordinære mængder af magnesium (det sker oftest ved misbrug af magnesiumholdige afføringsmidler), så er risikoen ikke særlig stor.

Symptomerne på forhøjet magnesium består i blandt andet diarré, opkastninger, konfusion og lav puls, som i værste fald kan medføre hjertestop.

Et mindre tilskud af magnesium vil for de fleste højest være overflødigt - og dermed ryge direkte ud igen med urinen.

Man skal dog være opmærksom på, at magnesiumtilskud kan påvirke både optagelsen og virkningen af forskellige slags medicin, deriblandt nogle typer antibiotika, blodtryksmedicin og diabetesmedicin. Får man medicin, er det derfor en god idé at drøfte magnesium - og andre kosttilskud, for den sags skyld - med sin læge.