BREVKASSE Hvordan overlever de pårørende Alzheimers?

Flere og flere mennesker oplever - og vil opleve - at blive pårørende til demenspatienter. Det er en udfordring på mange planer.

En negativ tilgang til tilværelsen menes at øge risikoen for Altzheimers. (© Gettyimages)

Spørgsmål til brevkassen:

Jeg har læst mig til, at Alzheimers er en sygdom, der ødelægger områder i hjernen, så den syge ændrer personlighed – men hvad er det, der gør, at det fx er den negative side af menneskets personlighed, der forstærkes med sygdommen?

Og hvad gør man som pårørende, når den syge er et negativt menneske, som kun ser det negative i den hjælp, man forsøger at give – det kan man jo ikke holde til! Hvor henter man energi til at blive ved? Må man kaste håndklædet i ringen og sige: Jeg har ikke overskuddet, selvom jeg burde have det!

Jeg synes ikke, jeg har læst noget om det specifikt. Alle steder lægges der op til, at det er vigtigt, at de pårørende bakker op og viser udstrakt grad af forståelse – men hvad nu, hvis de pårørende ikke kan magte det?

Svar fra Britta Weyer:

Alzheimers er en af de mest frygtede sygdomme, netop fordi den rammer personligheden, måden at se verden, tænke og møde medmennesker på. Den er hyppigst blandt demenssygdommene, omkring 80.000 danskere lider af den og antallet er stigende. Langt de fleste er over 65 år, da risikoen øges med alderen.

Ved demens svækkes både hukommelsen og evnen til at orientere sig, tænke sig om, samt til at planlægge og skabe overblik. Samtidigt mindskes kontrollen over følelserne, og med tiden påvirkes også kroppen.

Sygdommen starter typisk med glemsomhed. Ting forlægges, ord og navne er svære at komme på, spørgsmål stilles gentagne gange. Nye situationer bliver svære at overskue, man farer vild eller har besvær med at håndtere redskaber. Det kniber med at organisere og planlægge sin dag, huske dato og årstal, tilberede mad, holde styr på økonomi, medicin eller hygiejne.

Man glemmer efterhånden detaljer om sig selv og sine nærmeste, forveksler dem eller tror, man skal på arbejde efter for længst at være holdt op.

Følelser og krop melder fra

Hæmningerne svigter og følelser kan ikke styres længere. Hos nogle dominerer angst eller nedtrykthed, hos andre aggression og irritabilitet, nogle får vrangforestillinger. Nogle bliver urolige og rastløse, andre nærmest apatiske, mange får søvnbesvær og en ustabil døgnrytme.

Kroppen påvirkes efterhånden, musklerne bliver stivere, balancen og kontrollen over kropsfunktioner svigter, med inkontinens og manglende fornemmelse for sult og tørst til følge.

Alzheimers sygdom er præget af en ophobning af bestemte proteiner i hjernen, både i og udenfor hjernecellerne (såkaldte plaques). Det forstyrrer samspillet mellem cellerne - og dermed hukommelse, tænkning og følelser. Med tiden dør cellerne, og hjernevævet svinder.

En negativ tilgang øger risiko

Risikoen for Alzheimers stiger først og fremmest med alderen. Også gentagne depressioner og en ængstelig, mistroisk og negativ tilgang til livet synes at øge risikoen.

Et moderat alkoholforbrug og regelmæssig motion har en vis beskyttende virkning, ligesom hjernen har godt af at blive udfordret.

Arvelighed har især betydning for den variant af sygdommen, der starter før 60år salderen.

En stor opgave for de pårørende

Alzheimers kan endnu ikke helbredes, behandlingen består derfor først og fremmest i at skabe et trygt miljø omkring den syge. Det lægger en stor opgave på de pårørende, både rent praktisk og i særdeleshed følelsesmæssigt – og hjælpen fra det offentlige opleves meget forskelligt.

Pårørende kan være en god hjælp, i det omfang, de kan og selv ønsker: Orden, huskelister og enkle beskeder kan hjælpe den syge med at holde overblik. Fysisk aktivitet kan dæmpe angst, uro og aggressivitet og stabilisere døgnrytmen. Kendte ting skaber tryghed, har man eksempelvis holdt af musik før, vil man ofte fortsat have glæde af den.

Medicin bruges i forsøg på at bremse sygdommen, ellers mest mod følgerne, som angst eller søvnforstyrrelser.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk