BREVKASSE Hvorfor bliver jeg syg, når jeg er vaccineret mod influenza?

Selvom det er vinter, så melder Statens Serum Institut om lav forekomst af influenza. Derfor kan man alligevel få influenza, også selvom man er vaccineret. Og hvorfor nu det, spørger en bruger.

snue
Man er ikke beskyttet mod al snue, selvom man er blevet influenzavaccineret. (© COLOURBOX)

Spørgsmål til brevkassen:

Jeg er blevet vaccineret mod influenza på grund af diabetes. Efter at have frosset er jeg nu begyndt at få nogle symptomer som halsonde, hovedpine, ømhed i kroppen, men ingen feber. Hvordan kan det være, når jeg jo er vaccineret?

Svar fra Britta Weyer:

En influenzavaccination mindsker risikoen for at blive smittet betydeligt, men giver desværre ikke hundrede procent garanti mod influenzavirus.

Du kan altså godt have fået influenza alligevel, men i så fald har du gode chancer for at slippe lettere, end hvis du ikke var vaccineret.

En anden nærliggende mulighed er, at du er blevet smittet med et andet virus, hvis symptomer ligner influenza - dem er der nemlig en del af!

Virus ændrer sig

Hvor godt en influenzavaccination beskytter mod smitte afhænger både af vaccinen og af den, der får den.

Der findes flere typer af influenzavirus, og de har det desuden med at ændre sig lidt fra tid til anden. Det er derfor, at vi kan blive smittet på ny i hver sæson og ikke bliver vedvarende immune, som ved eksempelvis børnesygdommene.

Hvilke virus, der er i omløb, overvåges i et verdensomspændende samarbejde. Ud fra iagttagelserne fremstilles så hvert år en ny vaccine, nemlig den, som med størst sandsynlighed vil ramme netop ’årets virus’. Det lykkes ofte rigtig godt, andre gange mindre godt - almindeligvis svinger beskyttelsesgraden omkring 70-90 procent.

Vaccinen består af nogle af de proteiner, som virus bærer på overfladen - altså ikke af hele virus, så man kan ikke blive smittet af selve vaccinationen.

Bekæmper virus

Når de af vores hvide blodlegemer, der kaldes B-celler, møder disse proteiner, begynder de at danne antistof imod dem. Hvis virus angriber en vaccineret person, er antistofferne dermed allerede til stede og vil så bekæmpe virus inden det kan forårsage egentlig sygdom.

Men nogle mennesker reagerer bedre på vaccination - altså producerer mere antistof - end andre. Især danner man mindre antistof med alderen, så ældre mennesker er ofte kun beskyttes med omkring 50 procent af en influenzavaccination.

Vaccinationen virker i løbet af to til tre uger, men virkningen holder kun i begrænset tid, almindeligvis omkring et halvt år, og den svækkes efterhånden som antistofferne bliver færre.

Sæson for influenza

Det er derfor, det anbefales at lade sig vaccinere omkring oktober til november, fordi man så er bedst muligt dækket ind i den periode, hvor risikoen for smitte er størst - influenzaen hærger nemlig typisk fra december til marts.

Influenzasmitten overføres gennem sekret - enten luftbåret, når små dråber flyver omkring efter host og nys, eller direkte, når vi rører ved hinanden.

Sygdommen viser sig i løbet af få dage med – ligesom du beskriver – ondt i halsen, hovedpine, muskelsmerter, hoste og typisk feber.

Den varer almindeligvis to til syv døgn og er ufarlig, hvis man i øvrigt er rask.

Særligt udsatte vaccineres

Er man svækket, det være sig af alder eller kroniske sygdomme, eller på anden måde mere udsat, kan influenzaen imidlertid udvikle sig alvorligt, og derfor tilbydes de, der er i særlig risiko, gratis vaccination.

Selve vaccinationen giver som regel kun lette bivirkninger, så som ømhed, der, hvor man er blevet stukket, nogle oplever også let utilpashed og muskelømhed i et par dage.

Facebook
Twitter