BREVKASSE Hvorfor sveder nogle mere end andre?

Hos nogle dannes der store søer af sved under spinningcyklen - men andre blot bliver mere røde i hovedet af at træde hårdt i pedalerne. Hvorfor mon?

Stiger temperaturen, for eksempel fordi man træner, registreres det i et bestemt område af hjernen, som i en termostat, og via nerver aktiveres svedkirtlerne. (© Gettyimages)

Spørgsmål til brevkassen:

Jeg har jævnligt gået til spinning i fitnesscenter de sidste fire år, og jeg har erfaret, at der er meget stor forskel på, hvordan folk sveder.

Mange - både mænd og kvinder - drypper bogstaveligt talt af sved, mens jeg selv 'kun' lige får svedperler på arme, ben og i ansigtet samt svedige hænder. Det er på trods af, at det er rigtig hårdt, pulsen er meget høj og min krop og mit ansigt 'koger' af varme.

Forbrænder jeg lige så meget som dem, der drypper af sved, når jeg nu ikke 'sveder det ud' på samme måde?

Svar fra Britta Weyer:

Mennesker sveder ganske rigtigt forskelligt, og det er der flere grunde til.

Det arbejde, man præsterer under træningen, og dermed mængden af varme, der produceres, samt kroppens størrelse og overflade er de mest afgørende. Dernæst har kønnet, generne og træningstilstanden også betydning.

Vi har to typer svedkirtler, kaldet de ekkrine og de apokrine. De ekkrine svedkirtler, som vi har flere millioner af, fordelt over det meste af kroppen, tjener først og fremmest til at regulere kroppens temperatur.

Stiger temperaturen, for eksempel fordi man træner, registreres det i et bestemt område af hjernen, som i en termostat, og via nerver aktiveres svedkirtlerne. Svedproduktionen øges, og, når sveden fordamper fra huden, tabes der varme og på den måde køles kroppen ned. Sveden fra de ekkrine kirtler består af vand og salte, og den lugter ikke i sig selv, men kan komme til det i mødet med bakterier på huden.

De apokrine svedkirtler findes især i armhuler og i skridtet, og de aktiveres i højere grad af angst, stress og hormoner. Deres sved har mere tendens til at kunne lugtes.

Mænd sveder mere end kvinder

Der er stor arvelig forskel på, hvor meget mennesker sveder, både individuelt og blandt folkeslag.

Mænd sveder generelt mere end kvinder, fordi deres svedkirtler producerer mere, desuden er der en tendens til, at kvinder skal op på en lidt højere kropstemperatur, før deres svedproduktion rigtigt går i gang.

Større kroppe har mere masse at køle ned, det kræver større mængder af sved. En stor muskelmasse kan producere mere varme, derfor vil meget muskuløse mennesker typisk også svede mere.

Sved og træning

Når man træner regelmæssigt, ’trænes’ svedkirtlerne med, forstået på den måde, at de bliver aktive hurtigere, altså allerede ved en lidt lavere kropstemperatur end hos utrænede.

Men denne træningseffekt synes at være mere udtalt hos mænd. Kvinder har generelt en mindre andel af vand i kroppen og bliver derfor lettere dehydrerede, den mindre svedproduktion kunne tænkes at være en slags beskyttelsesmekanisme.

Dog skal man huske på, at en stor del af sveden fordamper fra huden, så man kan sagtens svede en del, uden at dryppe. Det gælder måske især kvinder, hvis hud er tyndere end mænds.

Kaffe og røg giver mere sved

Endelig kan svedtendensen øges af eksempelvis koffein, nikotin, visse typer medicin og alkohol, blandt andet ved at puls og blodtryk øges eller ved at blodkarrene i huden udvides.

Der er altså flere mulige forklaringer på, at du synes, du sveder mindre end nogle af de andre i spinninglokalet, men du kan sagtens forbrænde lige så meget energi som andre, selv om du sveder mindre, og mindre synligt, end dem.

Facebook
Twitter