BREVKASSE Min afføring er gul - hvad betyder det?

Jeg kan jo læse alle steder, at gul afføring ikke er gode tegn, skriver en bruger.

Der kan være mange forklaringer på anderledes farvet afføring. Og man skal ikke nødvendigvis være meget bekymret, svarer læge Britta Weyer. (© Milan Vasicek)

"Jeg er en fyr på 35 år og er ok sund :)

For 3 uger siden fik jeg kvalme opkast med feber en aften og dårlig mave. Dagen efter var det væk, og jeg havde bare en meget irriteret mave og lidt diarré, men det forsvandt også efter en dag. Siden har jeg bare haft lidt ondt i maven og har været ved læge og få taget blodprøver, og der var ikke noget.

Men i alle 3 uger har jeg haft gul afføring men normal konsistens. Mit urin er normalt. Lægerne mener, der ikke er noget alvorligt.

Men kan jo læse alle steder, at gul afføring ikke er gode tegn, og jeg synes, 3 uger er længe. Har jo ikke ondt i maven mere Det er bare den gule afføring, jeg er bange for."

SVAR:

Farven på afføring kan variere en del, og heldigvis er der kun forholdsvis sjældent grund til bekymring. Her følger nogle bud på, hvad der kan forårsage ændringer.

Det, man spiser, har indflydelse afføringens farve, deriblandt visse typer medicin og kosttilskud. Men overvejende er det galdens farvestoffer, som stammer fra ’udtjente’ røde blodlegemer, der giver den typiske, brune farve.

Galden dannes i leveren og er først og fremmest med til at fordøje fedt. Selve galden er grøn- gul, men under passagen gennem tarmene nedbrydes farvestofferne af tarmenes fordøjelsesenzymer til det velkendte brun.

Galdesten eller svulster

Blokeres galdegangen, eksempelvis af galdesten, ved betændelse i galdeblæren eller svulster, kommer der færre galdefarvestoffer i afføringen og den bliver lys, nærmest grålig eller kitfarvet.

Galdefarvestofferne vil da i stedet udskilles gennem urinen, som bliver mørk. Ud over den lyse afføring vil sygdomme i lever eller galdegange oftest medføre symptomer som mavesmerter, træthed, gulfarvning af øjne og hud, kløen, kvalme eller feber.

En ændring i tarmfloraen

En maveinfektion kan både ændre på de normale tarmbakterier og efterlade skader på tarmslimhinden. En eventuel antibiotikabehandling påvirker tarmfloraen yderligere. Det kan have betydning for fordøjelsen og dermed afføringens farve.

Skaderne vil repareres efterhånden, og det kan godt tage uger. Nogle får endog mere længerevarende ændringer og gener, hvor tarmens evne til at fordøje eksempelvis mælkesukker påvirkes. Det vil typisk også give symptomer som vedvarende diarré, mavesmerter, luft i maven og vægttab.

Tarm- og nerve-systemet hænger tæt sammen

Gullig eller grønlig afføring kan blandt andet skyldes en for hurtig passage gennem tarmsystemet, som gør, at især fedt ikke fordøjes helt. Som regel vil det følges ad med forskellige grader af diarré.

En for hurtig tarmpassage kan blandt andet skyldes irritation af slimhinderne, som kan opstå i efterforløbet af en infektion, som led i stress eller andre følelsesmæssige påvirkninger – tarm- og nervesystemet er tæt koblede! Men det er langtfra altid, man kan finde en klar årsag.

Parasitter

Parasitter, især den, der hedder Giardia, kan også give længerevarende gullig afføring. Symptomerne kan være influenzalignende i begyndelsen, siden diarré og maverumlen, men der er stor variation, en del har kun meget få symptomer. Smitten med giardia sker gennem forurenet drikkevand eller fødevarer, overvejende i udlandet. Diagnosen stilles ved undersøgelse af afføringsprøver.

Dette var nogle bud på forklaringer på farveændringer i afføringen.

Jeg ved jo ikke, hvad du er blevet undersøgt for, men, såfremt din bekymring varer ved, synes jeg, at du er nødt til at tale med din læge igen – og enten blive undersøgt nærmere eller få en god forklaring på, at din læge ikke finder grund til det.

PS: Jeg vil lige nævne, at hvis farven på afføringen ændres til sort eller rød, kan det være tegn på blødning i mave-tarmkanalen, henholdsvis den øverste og den nederste del, og det bør altid undersøges!

Facebook
Twitter