Britta spiser sig til færre gener i overgangsalderen

Mad med planteøstrogen kan hjælpe nogle kvinder i overgangsalderen.

Britta Wilfert er til daglig designer og psykoterapeut, og hun er en af mange kvinder, der er plaget af overgangsalderen. (© dr)

Britta Wilfert har fået mange gener, efter hun gik i overgangsalderen.

- Hukommelsestab, ledsmerter, en generel tilstand af utilpashed, vægtøgning, morgenkvalme og hedeture, fortæller hun.

Men det værste for hende har været humørsvingninger.

Den slags gener på grund af overgangsalderen behandles mest effektivt med østrogen-hormoner, men behandlingen kan give en lille øget risiko for andre sygdomme, og derfor fravælger nogle kvinder hormonerne.

Mad med planteøstrogen kan hjælpe

Britta Wilfert foretrækker en så naturlig metode som mulig, og derfor har hun valgt at forsøge at lindre symptomerne ved at spise en særlig kost med meget planteøstrogen.

Top 3 over ingredienser med planteøstrogen ifølge bogen 'Spis dig fra overgangsalderen'. (© dr)

Der er ikke fuld videnskabelig evidens, men noget forskning tyder på, at i hvert fald nogle kvinder oplever, at den særlige kost med planteøstrogen hjælper mod deres symptomer.

Se en kort infovideo, der viser resultaterne om forskning af rødkløvers gavnlige effekter.

Britta Wilfert har nu i to måneder tilføjet de særlige ingredienser i sin daglige kost, som blandt andet består af soja-frikadeller og edamame-mos.

Sundheds- magasinet

I Sundhedsmagasinet sætter læge Peter Qvortrup Geisling og journalist Nola Gaardmand fokus på vores sundhed.

Magasinet sendes på DR1 hver tirsdag klokken 21.55, og programmerne kan også ses på dr.dk/tv.

- Det har faktisk været overraskende nemt. Min nye bedste ven er termokanden med rødkløverte, som jeg hver drikker en liter af hver dag, fortæller hun.

Britta har fået sit gamle liv igen

Hun synes bestemt, at kostændringerne har haft en positiv virkning mod hendes gener fra overgangsalderen.

- Jeg har faktisk ikke været blæst omkuld humørmæssigt, siden jeg er gået i gang med det her, siger Britta Wilfert.

- Jeg begynder at få energien tilbage, så jeg satser på, at jeg også kan begynde at træne igen og få mit gamle liv tilbage. Og jeg har ikke de der natte-hedeture mere, så det er altså ret vildt.

Du kan ser mere om overgangsalderen i Sundhedsmagasinet på DR1 klokken 21.55, og du kan få to opskrifter med masser af planteøstrogen her: dadelkage og edamame-dip.

Fakta om overgangsalderen

  • Overgangsalderen er perioden omkring en kvindes sidste menstruation.
  • De fleste kvinder er 45-55 år, når de har deres sidste menstruation.
  • Nogle kvinder har ingen eller få gener i overgangsalderen, mens andre får voldsomme hedeture, der påvirker deres livskvalitet.
  • Hedeture kan forekomme fra få gange til over 100 gange i døgnet, og de er mest almindelige om natten.
  • Hedeture giver en intens varmfølelse og kan følges af meget sved, uro og hjertebanken, og natlige hedeture kan give søvnproblemer og manglende energi om dagen.
  • Hedeturene er værst de første år efter sidste menstruation og aftager derefter gradvist, men hver femte kvinde har stadig gener efter fem år.
  • Kilde: Sundhed.dk