Dagens juletip: Spis langsomt

Spis langsomt, nyd maden, tyg grundigt, og fortæl en historie undervejs, råder lægen.

(© Scanpix Iris)

Det' sørme, det' sandt, de'cember - og derfor har vi besluttet at lukke midlertidigt ned for brevkasse-svar fra Lev Nu's ekspertpanel. I stedet har vi bedt eksperterne om at komme med en håndfuld gode tips til julen.

I dag er det læge Britta Weyer, og hun fokuserer på al den julemad, vi putter i munden i løbet af decembers julefrokoster, fester og øvrige samlingspunkter:

Spis langsomt

"Juletidens overvældende udbud af mad frister til at kaste sig ud i det, og inden man har set sig om, er man stopmæt - igen - og så kommer desserten…

Man kan styre imod ved at tage det roligt: Sæt hastigheden ned.

Spis langsomt, nyd maden, tyg grundigt, fortæl en historie undervejs, læg gaflen fra dig, drik godt med vand inden og indimellem, eller hvad du ellers kan finde på for at sinke dig selv. Det øger chancen for at nyde og undgå at fortryde bagefter.

Og tag så også en grøddag. Som modvægt til den overdådige del af julemaden giver grød både ballast-stoffer og luft i budgettet. Den kan kombineres med frugt og må gerne være af den grove slags.

Og så bliver nissen jo også glad - og jeg ved bestemt, at nisser kan lide al slags grød og ikke kun risengrød!

FacebookTwitter