Danske kvinder får også fjernet raske bryster

Også danske kvinder får fjernet raske bryster, hvis de ved en gentest får konstateret, at de er bærer af det gen, der viser, at de har stor risiko for senere i livet at udvikle brystkræft.

(© Colourbox)

En gentest kan afsløre om kvinder er bærer af nogle helt bestemte gener, der giver en større risiko for, at de kan udvikle kræft senere i livet.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse er det hos en mindre del af de arvelige tilfælde af brystkræft muligt at påvise en fejl (mutation) i et af to gener, der kaldes BRCA1 og BRCA2. Man kalder det at være BRCA-positiv. Denne mutation giver stærkt øget risiko for brystkræft og kræft i æggestokkene og æggelederne.

-Vi har i Danmark en regel, som hedder, at hvis en kvinde har mere end 30 procents risiko for at udvikle brystkræft - når der er tale om en række arvelige faktorer i familien - så tilbyder vi kvinden at få fjernet brysterne, forklarer overlæge på Risghospitalets brystkirurgiske klinik, Niels Kroman.

Han fortsætter:

-Selvfølgelig kan der være tvivlstilfælde, og hvis en kvinde eksempel har 28 procents ririko, så finder vi en rimelig løsning.

For en sikkerheds skyld

Ifølge Niels Kroman får hele 12 procent af de amerikanske kvinder, der har fået fjernet det ene bryst pga. bryskræft, også fjernet det andet. Og det vel at mærke også selvom kvinderne ikke er bærer af BRCA-genet.

-Man gør det i USA nærmest for en sikkerheds skyld, og man kan godt sige, at det ligefrem har været en trend i USA. Sådan gør vi ikke herhjemme. Fordi man får fjernet det ene bryst, så er det langt fra sikkert, at man får kræft i det andet - i USA er det nærmest en trend, siger Niels Kroman og føjer til, at hvis Angelina Jolie er bærer af genet og har en mor, der er død af brystkræft, så ville hun have omkring 80 procent risiko for at udvikle brystkræft senere i livet.

Når danske kvinder får tilbudt en fjernelse af deres bryster, hvis de er bærer af BRCA genet, så får de samtidig tilbudt en rekonstruktion af brysterne. Dvs. man rekonstruerer brystet af kvindes egen hud plus proteser. Samme fremgangsmetode som nogle gange benyttes, når kvinder får fjernet brystet pga. kræft.

100 danske kvinder

Der bliver ikke jævnligt foretaget opgørelser over, hvor mange danske kvinder, der vælger at få fjernet deres bryster som følge af genetiske indikationer. Men en opgørelse, som Anne-Marie Gerdes, professor i klinisk genetik, Rigshospitalet, har været med til at foretage, så fik godt 100 danske kvinder i en periode fra 1998 til 2008 fjernet deres bryster. 330 var i den periode blevet testet og havde fået påvist genfejl, BRCA 1 eller 2.

-Ud af de 100 danske kvinder, der fik fjernet deres raske bryster, udviklede tre af dem siden bryskræft. Det er værd at huske, at selvom man får fjernet sine raske bryster, så er der fortsat en risiko, forklarer Anne-Marie Gerdes.

Facebook
Twitter