Derfor er det svært at holde fast i sunde vaner

Vores omgivelser og hjernens ubevidste del fastholder os i gamle vaner.

Søren fra 'Rigtige mænd' blev kendt for at elske kål - men efter programmet sluttede er der igen kommet kage på bordet. (© dr)

Vi ved udmærket, at vaner som rygning, for meget sukker og for lidt motion er dårlige for vores krop.

Men selv om vi egentlig godt vil ændre livsstil, så kan det være enormt svært at slippe af med de usunde vaner.

- Langt de fleste af vores daglige beslutninger træffes af ubevidste dele af vores hjerne. Det forklarer, hvorfor det er så svært at få skabt de nye vaner og holde fast i dem, siger de rigtige mænds træner Jacob Søndergaard, som også er foredragsholder og forfatter til bogen ’Træn som en mand’.

Tag ikke alle vaner på en gang

Han mener, at der er flere grunde til, at næsten alle på et tidspunkt oplever at falde tilbage i gamle vaner.

- For det første er det almindeligt, at man forsøger at ændre på for mange ting på en gang, siger Jacob Søndergaard.

Dernæst så undervurderer mange, at det kræver planlægning og struktur at ændre vaner. Hvis man for eksempel ikke sætter tid af til motion i sin kalender, så når man det som regel aldrig.

- Hvis man ikke har forberedt sig på en travl hverdag med eksempelvis børn, der skal hentes og bringes, så kan de gode intentioner hurtigt blive udskudt til ubestemt tid, siger Jacob Søndergaard.

Få dine venner med

For det tredje så kan vaner være rigtig svære at ændre, fordi vanerne ofte hænger sammen med vores sociale relationer.

Med andre ord er vores omgivelser i høj grad med til at bestemme vores adfærd på godt og ondt.

-Hvis dine venner, din arbejdsplads og din familie ikke deler den samme interesse for sundhed som dig, så vil det alt andet lige være mere kompliceret at få ændret på vanerne.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1061572100559980

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk