Derfor skal du spise mørk chokolade

Et lille stykke chokolade i ny og næ kan gavne dit hjerte og blodomløb, siger en ekspert.

Mørk chokolade indeholder en stor mængde flavonoider, der blandt andet mindsker risikoen for hjerte-kar-sygdomme. (© COLOURBOX)

Uhm... Chokolade er for nogle af os en syndig fristelse, som vi ikke kan få nok af.

Naturligvis er der en grænse for, hvor meget chokolade vi bør stoppe i os. I hvert fald hvis det ikke skal sætte sig på de berømte sideben. Til gengæld kan chokolade - den mørke af slagsen - også gøre noget godt for os i de rette mængder.

- Forskere har fundet ud af, at hvis vi spiser et lille stykke fra tid til anden, så får vi nok til, at chokoladen har en gavnlig effekt, siger Marie Steenberger, som er kostekspert på Lev Nu.

Chokoladefestival 2015

Chokoladeselskabet afholder festival i København den 7. og 8. marts 2015.

Her kan du møde omkring 50 af Danmarks bedste chokoladehåndværkere og tygge dig igennem chokoladens søde og bitre verden.

Chokolade med højt kakaoindhold

Det er ikke ligegyldigt, hvilken type chokolade der ryger i indkøbskurven, når vi handler, hvis vi vil lukrere på de gode egenskaber. Det er kun den mørke chokolade, der gør en forskel, forklarer Marie Steenberger:

- Mørk chokolade med et kakaoindhold på minimum 50 procent indeholder de såkaldte flavonoider, der sænker blodtrykket, forhindrer kolesterol i at aflejre sig i blodårene, og dermed mindsker risikoen for blodpropper.

Nogle studier viser desuden, at flavonoiderne kan beskytte mod kræft.

Grøn the har samme effekt

Ifølge kostekspert Marie Steenberger indeholder den mørke chokolade en ekstraordinær stor mængde af flavonoiderne. Men det er ikke chokoladen i sig selv, der skaber mirakler:

- Du kan kan opnå samme effekt ved for eksempel at drikke grøn the, sort the eller rødvin, fordi de også er gode kilder til flavonoid.

Hun forklarer samtidig, at man skal holde sig til det ene stykke mørke chokolade:

​- Hvis man spiser for meget, får det den stik modsatte effekt - du får simpelthen for meget sukker og for mange kalorier. Dermed risikerer du at tage på og få hjerte-kar-sygdomme.

Chokoladeselskabet holder chokoladefestival i København i denne weekend, den 7. og 8. marts. Her kan du møde nogle af Danmarks bedste chokoladehåndværkere og smage dig igennem chokoladens søde og bitre verden.