Derfor taber mange mænd håret med alderen

Og der findes desværre ingen mirakelkur mod hårtab, fortæller professor Jørgen Serup.

Professor og overlæge Jørgen Serup har både lægelige og private erfaringer med hårtab. (© DR)

Når mænd begynder at tabe håret, så sker det altid efter det samme mønster.

Først rykker den forreste hårgrænse tilbage, så man får højere tindinger, og så sker der en udtynding bagtil, så der begynder at komme en måne.

På et tidspunkt mødes de to hårløse områder, så man bliver helt skaldet på toppen af hovedet, mens man stadig har hårkransen i nakken og på siderne af hovedet.

- Det er et helt bestemt mønster i det mandlige hårtab, men ingen ved hvorfor. Det har ingen kunnet regne ud, fortæller Jørgen Serup, der er professor og overlæge ved Dermatologisk Afdeling på Rigshospitalet.

Gener styrer vores hårtab

Til gengæld har man fundet forklaringen på, hvorfor de fleste mænd taber håret med alderen.

- Mænd taber håret, fordi de er kodet til det i deres arveanlæg. Vi taber alle håret hele tiden, og så gendannes det. Men når man taler om hårtab i sygelig forstand, så betyder det, at håret tabes uden at blive gendannet, og det skaber manglen på hår, fortæller Jørgen Serup.

Mænds gener bestemmer altså, om de begynder at blive tyndhårede allerede som teenagere, eller om de dør som gamle med masser af hår på hovedet.

- Der er nogle genetiske koder for hårtab, som ligger i familierne. De gener er man født med, selv om man først taber håret som voksen. Det er altså et fundamentalt problem i dine hårsække, som har en arvemæssig baggrund. Og det er noget, som du ikke kan lave om på.

Dermed afviser han også sejlivede myter om, at hårtab skyldes overdreven brug af voks og andre hårprodukter, eller at hårtabet især sker for virile mænd med et højt indhold af det mandlige kønshormon testosteron.

Skaldethed kan ikke forebygges

Når hårtabet skyldes generne, så betyder det desværre, at man ikke kan gøre meget for at stoppe ens hår fra at falde af.

- Forebyggelse af hårtab er ikke muligt, fordi det typiske hårtab er genetisk bestemt. Og generne har man jo fået en gang for alle, fortæller Jørgen Serup.

- Som læge vil man være tilbageholdende med at behandle almindeligt hårtab, fordi læger ved jo godt, at vi har ikke gode midler mod det. Lægelig behandling kommer kun på tale, hvis patienten er alvorligt plaget af det psykisk eller socialt. Så har man noget medicin som eksempelvis minoxidil, der kan virke. Men en mulig effekt virker kun, så længe man tager det. Når man stopper med behandlingen, så vil du tabe dit hår igen.