Diabetes er mere arveligt, end vi tror

Få målt dit blodsukker, hvis dine forældre eller søskende har diabetes.

(© Colourbox)

Omkring 200.000 danskere går lige rundt med type 2-diabetes uden at vide det.

En af forklaringerne er, at mange ikke ved, at de bør lade sig undersøge for diabetes, hvis deres forældre eller søskende har sygdommen.

- Alt for få danskere ved, at type 2-diabetes er meget arvelig. Det er en af grundene til, at så mange desværre får stillet diagnosen for sent, når de allerede har en eller flere følgesygdomme, siger Henrik Nedergaard, der er direktør for Diabetesforeningen.

Stor risiko, hvis dine forældre har diabetes

Diabetesforeningen lavede i 2012 en undersøgelse med 5.000 danskere. Og den viste, at næsten halvdelen ikke ved, at diabetes er arvelig.

Men faktisk er der 40 procent risiko for at udvikle type 2-diabetes, hvis en af dine forældre eller søskende har sygdommen.

Og der er hele 80 procent risiko, hvis begge dine forældre har diabetes.

Vigtigt at opdage sygdommen tidligt

Vores uvidenhed om arveligheden er et problem. For jo før man opdager sygdommen, jo bedre kan man blive behandlet, så sygdommen giver så få følger som muligt.

- Det er meget vigtigt, at man bliver bevidst om sin diabetesrisiko, så man enten kan komme i den nødvendige behandling eller være ekstra opmærksom på at spise sundt og bevæge sig, siger Henrik Nedergaard.

Udover det arvelige så kan du have forstørret risiko for diabetes, hvis du er overvægtig eller får medicin mod hjertesygdom, højt blodtryk eller forhøjet kolesterol.

Facebook
Twitter