Din høfeber kan blive til astma

Tag til lægen og bliv testet for astma, hvis du lider af høfeber, lyder det fra eksperter.

Langt de fleste tilfælde af astma er startet som høfeber. (© COLOURBOX)

Løbende næse, kløende øjne og generende hoste. Næsten hver femte af os døjer med allergi i pollensæsonen, og der er grund til at være ekstra opmærksom, hvis man oplever åndenød, pibende vejrtrækning og hoste.

20-30 procent af voksne med høfeber udvikler nemlig astma.

- Den største risiko for at få astma er høfeber. Det er fem gange større risiko end normalt. Man ser det i alle aldre, men særligt blandt børn og unge, hvor høfeber er hyppigst, siger Ronald Dahl, der er Professor ved Dermato-Venerologi og Allergicentret på Odense Universitetshospital.

- Derfor siger man, at alle, der har høfeber, skal undersøges for astma - og omvendt.

Få den rette behandling

Det kan være svært at vide, om man døjer med både høfeber og astma, for lidelserne minder meget om hinanden, lyder det fra vicedirektør i Astma-Allergi Danmark, Anne Holm Hansen. ​- Fra næsen til bunden af lungerne hænger luftvejene sammen, siger hun. - Mange opdager ikke, at de har en lavere lungefunktion, og er mere trætte end normalt.

Astma betyder blandt andet, at det bliver svært eller umuligt at dyrke sport uden den rette behandling, og en uopdaget astma kan tærre på både livskvalitet og lungekapacitet, påpeger Anne Holm Hansen.

- Astma kan bliv værre. Og en ubehandlet astma skader lungerne over mange år.

Tjek dine symptomer

Astma-Allergi Danmark har lavet en liste over symptomer, man skal være særligt opmærksom på.

Se dem her:

  • Åndenød

  • Besværet vejrtrækning

  • Tør hoste

  • Hoste med slim

  • Hvæsende/pibende lyd på vejrtrækningen

  • Trykken for brystet

Derudover er det vigtigt at være opmærksom på langvarig hoste efter forkølelse, hyppige lungebetændelser, besvær ved fysisk aktivitet og hoste i forbindelse med latter eller gråd.

Foruden pollenallergi, kan astma også udløses af røg, og sygdommen kan være arvelig.