Drop nikotin-tyggegummiet efter tre måneder

Nikotin-tyggegummi er ikke tænkt som langvarig erstatning for cigaretter. Det er et lægemiddel med mulige bivirkninger.

Hvis du er ved at have tømt endnu en pakke nikotin-tyggegummi, så er der god grund til at overveje om det ikke skulle være den sidste. (© Colourbox)

Droppede du smøgerne nytårsaften 2012? Og har du valgt at dulme de værste abstinenser med at tygge nikotin-tyggegummi? Så er det på høje tid, at du begynder at trappe dit forbrug af tyggegummiet ned - ellers risikerer du som et stigende antal danskere at havne i et nyt misbrug.

Et lægemiddel Hvis du bruger tyggegummiet i mere end tre måneder risikerer du at skifte din afhængighed af cigaretter med en afhængighed af nikotin-tyggegummiet. Problemet forværres af, at ingen kender effekterne af den langvarige brug. Nikotin-tyggegummi, som Nicotinell og Nicorette, kan være en ganske udemærket hjælp hvis du vil stoppe med at ryge. Men har du husket at læse den lille indlægsseddel, som er i pakningen? Her står, at nikotin-tyggegummiet er et lægemiddel, og at det er meningen, at du skal trappe ud af tyggegummiet efter tre måneders forbrug og at du maksimalt bør anvende tyggegummiet i 12 måneder. Hvis du stadig tygger nikotin-tyggegummi efter et år, skal du opsøge din læge, lyder det. Ny afhængighed Problemet er, at rigtig mange kommer til at skifte afhængigheden af cigaretter ud med en ny afhængighed - nemlig nikotin-tyggegummiet. De bliver simpelthen fanget af det 'rush' som nikotin-tyggegummiet kan give. Det er et problem, der er stigende. Og ingen ved, hvilke effekter det langvarige tyggeri har. Det er et overset problem, mener overlæge Inge Haunstrup Clemmensen fra Kræftens Bekæmpelse. - Sagen er, at ingen aner, hvad den langvarige effekt af brugen af nikotintyggegummi er. Man kunne mene, at medicinalvirksomhederne, der laver tyggegummiet, burde undersøge sagen, men det har de ikke pligt til, for tyggegummiet er jo netop ikke beregnet til langvarig anvendelse, forklarer Inge Haunstrup Clemmensen. Sundhedsstyrelsens undersøgelse af danskernes rygevaner fra 2011 afslørede, at hele 57 procent af brugerne af nikotinprodukterne har brugt dem i længere tid end det halve år, der er maksimum. Og stadigt flere angiver, ifølge undersøgelsen, at de har brugt nikotinprodukter i mere end 5 år. Mens det tilbage i 2006 var 5 % der svarede, at de havde brugt nikotinprodukter i over 5 år, var dette tal i 2011 steget til det tredobbelte - 15 % svarede, at de havde tygget nikotintyggegummi i mere end 5 år. Det kan du selv gøre: Spørg om dit lokale apotek afholder kurser i at komme ud af nikotin-tyggegummi-afhængighed. Spørg efter gratis prøver, der hvor nikotintyggegummiet forhandles. Prøverne er uden nikotion og kan derfor bruges til at trappe ud af det rigitge nikotin-tyggegummi. På hjemmesiden Dit Digitale Stop Program, kan du lave dit eget program til at trappe ud af nikotin-tyggegummiet (se linket herunder).

Facebook
Twitter