Du bliver ikke hurtigere ædru med kaffe, søvn og motion

Sundhedsmagasinets vært Peter Qvortrup Geisling drikker sig fuld for at teste myter om alkohol.

Når først alkoholen er røget i blodet, så er der intet, som man kan gøre for at blive hurtigere ædru.

Det har længe været kendt viden, men alligevel bliver der ved med at florere myter om, at man kan sætte turbo på kroppens forbrænding af alkohol med for eksempel kaffe, vand, motion, søvn og mad.

Så i videnskabens tjeneste har Sundhedsmagasinet testet myterne ved at drikke værten Peter Qvortrup Geisling og fire andre testpersoner fulde og så videnskabeligt teste, hvor hurtigt de bliver ædru med og uden hjælpemidler.

Forsøget viste minimal forskel

Peter Qvortrup Geisling og de fire andre testpersoner mødte op på Gentofte Hospital to formiddage, og her drak de begge dage vodka, indtil de havde en promille tæt på 1,0.

Den ene dag foretog de sig intet bagefter, mens de den anden dag prøvede at blive hurtigere ædru med kaffe, vand, motion, søvn eller mad.

Gentofte Hospitals forskningsansvarlige overlæge Filip Krag Knop målte deltagerne undervejs, og som forventet gjorde hjælpemidlerne ingen eller kun minimal forskel.

- Vi ville gerne være med til dette forsøg for at få aflivet de myter, der florerer. Resultaterne er ikke overraskende, men de er meget illustrative for, hvad vi ved om alkohols forbrænding, siger professor Filip Krag Knop.

Beregn hvornår du kan køre bil

Som en hovedregel regner man med, at alkoholen forbrændes med 0,15 promille per time, men det er et gennemsnit, da der i virkeligheden er variationer og udsving.

I Sundhedsmagasinets forsøg svingede de fem testpersoners forbrænding af alkohol fra 0,07 til 0,24 promille i timen, og det gjorde ikke den store forskel, hvad de foretog sig, mens de blev ædru.

Forbrændingen af alkohol er vigtig, når man for eksempel skal forsøge at beregne, hvornår man kan køre bil, efter at man har drukket.

Patienthåndbogen på sundhed.dk har lavet to eksempler på sådan en beregning:

  • En kvinde på 60 kg bør drikke mindre end tre almindelige flasker øl i tidsrummet klokken 20-24, hvis hun skal køre bil næste dag klokken 8.

  • En mand på 96 kg bør ikke drikke mere end ¾ flaske vin i tidsrummet klokken 20-24, hvis han skal køre bil næste dag klokken 7.30.

Du kan se hele Sundhedsmagasinets program om alkohol og julemad på DR1 i aften klokken 21.55 eller derefter på dr.dk/tv.