Rødvin og chokolade kan ikke bare give tømmermænd og ekstra kilo på sidebenene. For op mod 100.000 danskere kan rødvin og chokolade også medføre både eksem, svimmelhed, løbende næse og hovedpine.
Det er nemlig symptomerne på histamin-intolerance, men de fleste ved det ikke, fordi det ikke er en anerkendt diagnose i Danmark.
46-årige Liselotte Schou Hansen er en af de tusindvis af danskere, der har døjet med symptomerne på histamin-intolerance, og det var svært for hende at finde ud af præcist, hvad hun fejlede.
- For 18 år siden fandt jeg ud af, at der noget medicin og nogle fødevarer, jeg ikke kunne tåle, det var f.eks. chokolade, mørk the, tun og spegepølse. Jeg fandt ud af, at jeg fik symptomer kort efter, og kunne være syg op til dagen efter. På nettet fandt jeg ved tilfælde, at nogen skrev om histamin- intolerance, og så så jeg, at det passede lige med det, jeg ikke kunne tåle, fortæller hun til Aftenshowet.
Liselotte Schou Hansen skulle dog ud over de danske sider, fordi der var meget lidt information om fænomenet i Danmark, fordi det ikke er en anerkendt diagnose.
Bedre livskvalitetLiselotte Schou Hansens symptomer overrasker dog ikke speciallæge i allergi og lungesygdomme Anne Buus.
Hun ser symptomerne hyppigt hos sine patienter. Hun anbefaler, at man taler med sin læge, hvis man har symptomer, der mindre om Liselotte Schou Hansens, fordi det ikke kan udelukkes, at der kan være andre årsager.
Men når man er blevet undersøgt, kan man prøve at gå på en histaminfri kost og afprøve om det virker, forklarer hun, det er nemlig ganske uskadeligt.
Fisk, vin og chokolade
Fødevarerne, man skal være særligt opmærksom på, er f.eks. fisk, der ikke er helt frisk, rødvin, champagne, gær og chokolade.
- Afhængig af i hvilken grad af histamin-intolerance man måtte have, så kan man tåle mere eller mindre, men nogen er nødt til at undgå fødevarerne fuldstændigt, fortæller speciallægen om histamin-intolerancen.
Hvis histamin-intolerancen viser sig at være kilden til generne, så er en kostomlægning vejen til bedre livskvalitet, fortæller hun.
Histamin-intolerance er ikke en anerkendt diagnose i Danmark. Den bedste måde at undersøge, om man lider af histamin-intolerance er at prøve en histaminfri diæt i to uger.