Du kan fjerne rynker med banan og avocado

Hjemmelavede kure med almindelige dagligvarer kan godt fjerne rynker, viser en test.

(© Colourbox)

Det vrimler med kurer og råd mod rynker på nettet. DR-programmet Forbrugertesten har derfor i fire uger afprøvet to af de hjemmelavede kure, der består af helt almindelige madvarer på to frivillige testpersoner.

Den ene kvinde forsøgte sig med at spise sig til en glattere hud, mens den anden kvinde prøvede at smøre sig til et mere ungdommeligt ansigt med en hjemmelavet ansigtsmaske

Kosmetolog Louise Dulkiewicz har foretaget målinger af huden i ansigtet både før og efter forsøget, og efter fire uger har de hjemmelavede kurer haft en synlig effekt på de to kvinder.

Spis frugt og få færre rynker

Den ene testperson er Nette Aday på 53 år. Og hun spiste sig til færre rynker med en kost bestående af blandt andet skyr, bananer og avocado.

Nette Aday på 53 år spiste sig til fire procent færre rynker på fire uger. (© DocEye)

- Totalt er der sket en forbedring fra 56 procent i gennemsnit til 52 procent. Så der er sket et fald på fire procent, forklarer kosmetolog Louise Dulkiewicz efter at have analyseret før og efter billeder af Nette Aday.

Den 53-årige kvinde er derfor ikke i tvivl om, at hun vil fortsætte med spise sunde dagligvarer som skyr, bananer og avocado.

- Det kan godt være, at det her bliver min livsstil. Jeg fortsætter i hvert fald fire uger mere. Det er helt sikkert, siger hun.

Du kan se alle kurens ingredienser i denne artikel.

Hjemmelavet ansigtsmaske virker

Den anden testperson er Helle Dyrholm på 51 år. Også for hende var der fremskridt at spore, efter at hun i fire uger havde plejet sit ansigt med en hjemmerørt ansigtsmaske.

51-årige Helle Dyrholm smurte sig til færre rynker med en hjemmelavet ansigtsmaske. (© DocEye)

- Hvis man kigger på huden, så ser den både sundere og friskere ud, og hendes øjne er blevet markant bedre, siger kosmetolog Louise Dulkiewicz.

Testen viser, at hun fik 10 procent færre rynker omkring venstre øje og tre procent færre rynker omkring højre øje. Selv blev hun positivt overrasket, men hun vil alligevel ikke besvære sig med masken hver eneste dag.

- Jeg vil helt klart hygge mig med det engang i mellem, siger Helle Dyrholm efter forsøget.

Nemt at lave de hjemmelavede kure

Har du fået lyst til at prøve en af de to testede kure, så er de ikke svære at komme i gang med.

Du kan finde opskrifterne på den hjemmelavede ansigtsmaske og den spiselige frugt-kur her.

Og du se hele forsøget i programmet Forbrugertesten her.

Facebook
Twitter