Du skal veje mere end du tror

Rigtig mange får i dag at vide, at de bør gå på slankekur. Men ny forskning viser, at vi skal veje mere end hidtil antaget, og at kortvarige slankekure er ret usunde.

Rigtig mange får i dag at vide, at de bør gå på slankekur. Men ny forskning viser, at vi skal veje mere end hidtil antaget, og at kortvarige slankekurer er ret usunde. (Foto: Tyler olson)

Hvis du vil leve et langt og sundt liv, så skal du slet ikke være så slank, som du hidtil har fået at vide.

Den seneste forskning viser nemlig, at let overvægtige lever længere og har færre sygdomme end meget slanke mennesker.

I dag anbefaler Verdens Sundheds Organisationen WHO og Sundhedsstyrelsen, at dit BMI være på mellem 18,5 og 25.

BMI

BMI står for Body Mass Index og er en beregningsform, der bruges til at finde en persons idealvægt.

Verdens Sundheds Organisationen, WHO, bruger i dag disse definitioner:

-Undervægt: Under BMI på 18,5

-Normalvægt: BMI på 18,5-25

-Overvægt: BMI på 25-30

-Fedme: BMI på 30-35

-Svær fedme: BMI på over 35

Men den anbefaling bør ændres ifølge de nyeste internationale undersøgelser.

- Det er flere meget store undersøgelser, der inddrager hundredtusinder af mennesker. Så det giver ret solide tal, siger Morten Zacho, der er studielektor ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet.

Overvægtige lever længere end tynde

Han har netop lavet en sammenfatning af forskningen på området, og konklusionerne er meget klare.

Hvis du er meget slank og dit BMI er under 20, så er det rigtigt skidt for dit helbred.

Er du til gengæld lidt rund med et BMI på op mod 30, så er der ingen grund til at gå på slankekur, hvis du ellers motionerer, spiser sundt og ikke har sygdomme.

- En slankekur kan selvfølgelig godt være sund. Men langt de fleste mennesker går på en kort kur og tager på igen, går på kur og tager på igen og om igen. Og det er rigtig usundt for kroppen, når ens vægt går op og ned som en yoyo. Man kan simpelthen se, at de folk lever kortere end overvægtige, der bare fastholder deres vægt stabil, siger Morten Zacho.

Det viser den nye forskning

-Undervægt: BMI under 20 - Undervægt er meget usundt. Øg din vægt med sund kost og motion.

-Normalvægt og overvægt: BMI på 20-30 - Ingen grund til vægttab, hvis du motionerer, spiser sundt og ikke har sygdomme.

-Fedme: BMI 30-35 - Langvarige og blivende livsstilsændringer vil være sundt. Korte slankekurer vil formentlig være skidt.

-Svær fedme: BMI over 35 - Vægttab vil være godt for din sundhed.

Kilde: Morten Zacho

Hellere livsstilsændring end hurtig slankekur

Selv decideret fede mennesker med et BMI på op mod 35 bør passe på med slankekure.

- Dermed ikke sagt, at fede mennesker ikke vil have godt af en langvarig livsstilsændring. Hvis en fed person taber sig og fastholder den lavere vægt resten af livet, så er det en sundhedsforbedring. Men det er kortvarige slankekure med efterfølgende vægtøgninger ikke, siger Morten Zacho.

Han mener især, at den nye forskning bør få betydning for de rigtig mange danskere, der har et BMI mellem 25 og 30.

- De bliver i dag kaldt overvægtige og får nærmest per automatik at vide, at de skal tabe sig. Og det behøver de altså ikke for at leve et langt og sundt liv, hvis de ellers motionerer, spiser sundt og ikke har særlige sygdomme, siger Morten Zacho.

Plus/minus seks kilo betyder intet

Forskningen anerkender dog, at overvægt øger risikoen for flere livsstilssygdomme som for eksempel type 2 diabetes.

- Men de nye undersøgelser inddrager ikke kun enkelte sygdomme, men alle sygdomme. Altså hvad er din idealvægt, hvis du vil leve et langt liv. Det er altså det helt store billede, og det er jo det mest væsentlige, siger Morten Zacho.

Ifølge den nye forskning bør kvinder ideelt set have et BMI omkring 22,5, mens mænd lever længst med et BMI omkring 24,5 - altså det der ellers i dag betegnes som lige på grænsen til overvægt.

Og ens vægt kan være op til seks kilo højere eller lavere end idealvægten, uden at det øger risikoen for sygdomme.

- Så der er altså ret stor spændvidde. Vi skal derfor have bredere rammer for, hvad man kan veje og stadig blive betragtet som sund og rask.

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve