Efter stort vægttab: Jesper løber fra sin psoriasis og diabetes

Ny dansk forskning bekræfter, at vægttab og motion er effektiv medicin. Forskningsprojektet var en øjenåbner, siger 50-årig deltager.

Jesper Andersen fylder 50 år i denne måned. Hans liv er blevet meget sjovere de seneste år, efter at han tabte sig meget i forbindelse med psoriasis-projektet. Sidste år deltog han fx i Copenhagen Half Marathon. (Foto: © Jesper Andersen, PRIVATFOTO)

I 2011 tog livet en vidunderlig drejning for Jesper Andersen i Valby i København. Vægten viste da 115 kilo, og med sine 179 cm var han overvægtig. Han røg, og han rørte sig stort set ikke.

Siden han var 14 år, havde han været plaget af hudsygdommen psoriasis, og kort forinden havde han også fået konstateret type 2-diabetes.

Men så fik han tilbud om at komme med i et forskningsprojekt, som Herlev og Gentofte Hospital sammen med Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet stod bag.

Jesper Andersen var i forvejen i behandling for den kroniske hudsygdom, og det nye projekt skulle vise, om vægttab kunne være med til at mindske psoriasis. Og så kan det nok være, at der skete noget i Jesper Andersens liv.

Livet byder i dag på mange oplevelser

Jesper Andersen tabte sig 30 kilo på 4-5 måneder takket være en næringsrig, men kaloriefattig specialkost, lagde efterfølgende sin normale kost om, stoppede med at ryge og gik i gang med at dyrke motion.

I dag er han kun plaget af lidt rødme fra psoriasis, og han tager ikke længere medicin mod type 2-diabetes. Han dyrker løb og crossfit, og han har stort set formået at holde vægttabet.

- Jeg har det fantastisk. Jeg har jo opdaget, hvad livet kan byde mig af rigtig gode oplevelser, siger den 50-årige Jesper Andersen til DR.

- Jeg er dykket ned i hele den sundhedsbølge, der er i øjeblikket om, hvor vigtigt det er både at have social kontakt og dyrke motion og spise sundt. Det har været en kæmpe øjenåbner for mig at være med i det forsøg, siger Jesper Andersen.

Patienterne tabte sig i snit 15 kg

- Jesper Andersen er en succeshistorie, siger projektleder, professor og overlæge Lone Skov fra Herlev og Gentofte Hospital og Københavns Universitet.

Tidligere forskning havde vist, at der kunne være en sammenhæng mellem overvægt og psoriasis. Og i projektet tilbød man 56 overvægtige patienter et forløb over et år. 38 patienter tog imod, og 32 patienter gennemførte projektet.

I snit tabte forsøgspersonerne med psoriasis 15 kg over 16 uger, samtidig med at de fik højere livskvalitet og psoriasis mindskedes. En opfølgende undersøgelse et år senere viste, at patienterne stadig lå 10 kilo under deres udgangsvægt, og forbedringen af hudsygdommen og livskvaliteten var bevaret.

Kan få stor effekt for tusindvis af patienter

150.000 danskere lider af psoriasis i varierende grad. Og derfor kan forskningsresultatet få stor betydning for mange overvægtige patienter, hvis man også fokuserer på vægttab som en del af behandlingen.

Man ved, at både psoriasis og overvægt er forbundet med en øget forekomst af hjertekar-sygdomme, forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol og diabetes, forklarer professor, dr.med. på Institut for Idræt og Ernæring Arne Astrup i en pressemeddelelse.

- Hvis vi derfor kunne få overvægtige psoriasis-patienter til at tabe sig og holde vægten, kunne der potentielt være væsentlige afledte positive effekter på deres helbred og livskvalitet, siger han.

Foreslår patienter at ændre livsstil

På Herlev og Gentofte Hospital har man allerede tilpasset behandlingstilbuddet forskningens konklusion.

- Vi taler med patienterne om overvægt og dets betydning for psoriasis. Vi vejer dem én gang om året, og vi tilbyder alle patienter, der ser ud til at have et problem med vægten, et diætistbesøg på hospitalet, så de kan få gennemgået deres kost og få nogle gode råd til, hvordan de kan tabe sig, siger Lone Skov til DR.

Hun peger også på, at der nu er kommet nye nationale kliniske retningslinjer for psoriasis fra Sundhedsstyrelsen, så man generelt skal undersøge psoriasis-patienterne for risikofaktorer som hjertekar-sygdomme og overvægt.

- Vi har fundet nogle gode virkemidler. Og det hjælper at give råd, men det vigtigste i forhold til vægttab er, at patienten er motiveret, siger Lone Skov.

Patienten: Bed om hjælp

Jesper Andersen var motiveret.

- Det var en oplevelse af stor dimension på mange måder. Tidligere viste jeg faktisk ikke så meget, og jeg gik ikke så højt op i sundhed. Men jeg ved i dag, hvor meget det spiller ind på sygdomme at dyrke motion og tabe sig, siger Jesper Andersen.

Han opfordrer andre patienter med psoriasis til at bede om hjælp:

- Det var lidt en gåde, hvordan jeg både stoppede med at ryge og ændre kost og motionsvaner. Det eneste, jeg kan pege på, er, at jeg har været med i forsøget og fik hjælp undervejs.

- Det nytter ikke, at man går alene og kæmper med det. Man er nødt til at få noget hjælp til at ændre sin livsstil, siger han.