Få orgasmen med ind i fødslen

Det handler ikke om, at det skal være frækt at føde. Det handler om, at vi kan omprogrammere krop og hjerne, så vi kan få både glæde og nydelse ved at føde.

Mange kvinder oplever orgasme ved fødslen. Det ses dog som et tabu blandt mange kvinder. (Foto: Agnete Schlichtkrull)

Det gør ondt at føde.

Vi ved det fra Bibelen, hvor Gud siger til Eva “Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde børn.”

Vi ved det fra daglig tale om fødsler, der ofte handler om angsten for smerten og muligheden for smertelindring fx epiduralblokaden, der er et medicinsk indgreb, som kan anvendes til at smertelindre en fødende igennem længere tid.

Jordemoderforeningen oplyser, at de hører gravide ønsker sig “sådan en bedøvelse, der gør, at jeg ikke kan mærke noget som helst, når jeg føder.”

Og det gør ondt at føde! Men smerten behøver ikke at være altdominerende.

Krista Bella er selvstændig jordemoder, og hendes praksis handler om at omprogrammere krop og hjerne, så vi kan få både glæde og nydelse ved at føde.

- Hvis man kender kvindekroppens hormoner, anatomien og mekanismerne for både seksualiteten, orgasmen, graviditeten og fødslen, giver det så meget mening, at nydelsen har en funktion, der er super vigtig, både når babyen skal laves, og når den skal fødes.

Krista Bella har selv født fem børn, og det var hendes egen første fødsel, der gav hende lyst til at blive jordemoder.

- Jeg havde en jordemoder, som ikke havde tid til at lytte på mig, og som synes, at det, jeg gjorde, ikke battede. Hun sagde sådan nogle små ting som, at “de der veer, de giver ikke noget”, og man oplever: min krop arbejder, og jeg arbejder, og jeg giver alt, hvad jeg har, og så kommer der en og siger til mig, at det der er dårlige veer. Dårlige veer! Det slog mig fuldstændig ud.

Kvindekroppen kan stimuleres af et babyhoved

I P1-programmet “Den orgasmiske fødsel” fortæller Krista Bella om, hvordan fødslen og det seksuelle kan arbejde sammen.

- Når barnet rejser ned igennem kroppen, og livmodermunden er helt åben, så kommer det ned igennem bækkenet, og så sker der noget, som minder utrolig meget om det, der sker, når man laver babyen, nemlig at de punkter, som barnet trykker på, når det kommer ned igennem skeden, for at barnet virkelig skal komme ud igennem kroppen, er de samme punkter, som dem man kan trykke på, når man gerne vil have en orgasme.

- Og det er ligemeget, om de bliver stimuleret af en dildo eller en pik eller et babyhoved, kvindekroppen er ret ligeglad når det kommer til det. Der er meget mekanik involveret.

Krista Bella fortæller, at der er flere kvinder, end vi tror, der oplever nydelse under dele af fødslen.

- Desværre er det stadig et kæmpe tabu.

Det er der ifølge Krista Bella to hovedårsager til.

- Både fordi mange oplever at være meget forpinte under deres fødsel og derfor ikke kan acceptere at andre kan opleve det som nydelsesfuldt, også selvom det kun er i glimt. Og fordi det seksuelle og det at føde er blevet skilt ad.

Krista Bella håber, at et større fokus på sammenhænge mellem det seksuelle og det at føde kan give flere kvinder oplevelsen af nydelse, når de føder.

- Hvis nydelse under fødslen ikke er kulturelt accepteret, kan kvinden, når hun oplever det, selv blive forskrækket over det, føle at det er forkert og derfor gå imod det i stedet for at gå med det.

Ved orgasmisk fødsel arbejder man bevidst med at gå med det.

Hør programmet “Den orgasmiske fødsel” på P1 den 24. december kl. 11.03.

Facebook
Twitter