Findes mandeinfluenza i virkeligheden?

Influenzaeksperten siger nej, men mandepsykologen siger ja.

Mænd kan reagere voldsomt på influenza, men eksperterne har forskelligt syn på begrebet mandeinfluenza. (Foto: COLOURBOX © ColourBox)

De seneste par uger er der kommet gang i influenzasæsonen herhjemme, og det har igen sat fokus begrebet mandeinfluenza.

Men findes mandeinfluenza overhovedet?

Det kommer an på, hvilke eksperter du spørger, og hvordan du definerer mandeinfluenza.

Influenzaekspert: Nej, formentlig ikke

Thea Kølsen Fischer er overlæge og leder af Virologisk Overvågning og Forskningsafnittet for blandt andet influenza på Statens Serum Institut.

-Vi følger nøje forskningen i influenzavirus, og så vidt jeg er orienteret, er der ingen, der videnskabeligt har bevist begrebet medicinsk, siger hun.

-Det nærmeste, som man kommer, er dels laboratorieforsøg, der viste, at influenzavirus reagerer forskelligt overfor det mandlige kønshormon testosteron i forhold til det kvindelige østrogen, som ser ud til at beskytte en anelse bedre mod influenzavirus formering. Og dels studier af immunrespons efter vaccination mod influenza, hvor man fandt svækket immunforsvar hos mænd med højt testosteronniveau.

-Men en ting er små forsøg i et laboratorium. Vi mangler at se store befolkningsundersøgelser, der viser, om flere mænd end kvinder bliver hårdt ramt af influenza, siger Thea Kølsen Fischer.

Mandepsykolog: Ja, mandeinfluenza findes

Et helt anderledes syn på begrebet har Svend Aage Madsen, der er chefpsykolog ved Rigshospitalet og formand for Forum for Mænds Sundhed.

Han siger klart ja til, at begrebet mandeinfluenza findes i hvert fald i vores psykologiske opfattelse.

- Det findes især i kvinders opfattelse af deres mænd. Når jeg er ude og holde foredrag, så beder jeg tit kvinderne om at lukke øjnene og tænke på, at deres mand er syg eller forkølet. Så er det første ord, der falder dem ind ynkelig, siger Svend Aage Madsen.

- Kvinderne synes, det er ynkeligt, fordi manden straks lægger sig med dramatiske 37,4 i "feber" midt i stuen og udstøder et suk hvert 20. sekund, mens bjerget af snotklude vokser. Det udløser mærkeligt nok ikke omsorg fra kvindernes side, siger han.

- Mange kvinder lægger sig derimod ikke med 38,5, men går med knejsende nakke, er martyrer og siger, at "hele huset ville bryde sammen, hvis jeg lægger mig".

Vi elsker at gøre grin med mandeinfluenza

Uanset ens holdning til mandeinfluenza, så er begrebet et emne, som mange elsker at lave jokes om.

For eksempel har TV Norges satireprogram ’En helt vanlig dag’ lavet denne sjove video om begrebet ’pjusk’, som mandeinfluenza kaldes på norsk.

Og medicinalfirmaet Ipren har lavet en svensk reklame, hvor de viser de seks typiske symptomer på mandeinfluenza.

Og endelig findes der også manflu.dk - en hel hjemmeside på dansk dedikeret til at give humoristisk information og ”hjælp til selvhjælp mod verdens farligste sygdom”.

Facebook
Twitter